- Project Runeberg -  Fredrika Bremer. En nordisk kvindes liv og gerning /
20

(1892) [MARC] Author: Richard Petersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


2.


Ungdomsaarene.



Det var i Aaret 1817, at Fredrika nu som voxen
ung Pige skulde træde ud i Livet. Og den rige, brogede
Verden, som hidtil havde været stænget til for hende,
lokkede hende mægtigt. Hun fortæller selv, at to
fortærende Flammer brændte inde i hende; den ene var
Trangen til at vide, den anden Længslen efter at nyde.
Men hun blev sørgelig skuffet. Vel kom hun og Charlotte
nu med til Selskaber om Vinteren i Stockholm, men det
kunde ikke tilfredsstille den brusende Higen i hendes unge
Bryst. Forældrenes Mening med at lade dem komme ud
var egentlig kun at vænne dem til at træde frem med
Anstand, at gjøre dem til Damer comme il faut. Men
denne rent ydre Formdannelse bragte Fredrika langt mere
Bedrøvelse end Glæde, thi hun gjorde ikke nogen god
Figur i Selskabskredsene, uskøn som hun var og manglende
gratiøse Bevægelser. Paa Ballerne fik hun kun
sjælden danset og ved Soupéerne, der vare stive og
aandløse, kedede hun sig. Man maa imidlertid ikke
tænke sig hende som blot Statist, thi det var ganske
imod hendes Natur, der netop var kviksølvagtig bevægelig,
men hendes Livlighed var, paa den Tid ikke af den
Beskaffenhed, at den vandt Folks Behag. Bedst var hun
til Mode, naar hun en Gang imellem kunde faa Lejlighed
til at udmærke sig, thi Ærgerrigheden var meget levende
i hende [1]. Det kunde snarest ske, naar der var Selskab i



[1] Hun glemte aldrig, at hun en Gang i sit 12te Aar, da hun
havde forfattet et lille Stykke, der blev opført i Hjemmet, ved
at lytte til Nøglehullet hørte Moderen sige til sin Mand: «Jeg
har aldrig kendt et saa mærkeligt Barn som vor Fredrika. Vi
kan berede os paa, at hun som voxen bliver noget ualmindeligt.»
— M. Howitt: Ett år i besök hos Fr. Br., 2, S. 163.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 15:35:46 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/prfbremer/0032.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free