Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
adjunkt, det er modigt, det er ophøiet således:
at bryde med slægt og venner for en stor idés
skyld, særlig da hos en ung kvinde —«
»Nei, ti nu Kamilla,« bad Pauline og rødmede.
»Jo,« svarede Valdemar og betragtede Pau-
line, der, halv ærgerlig, halv forlegen over ven-
indens plumpe ros, pillede på en buket zwibler,
»mangen mand kunde lære deraf.«
»Men fingr da ikke så på blomsterne, Pau-
line. . . . Du ødelægger min deilige hyacint for
mig. . .. Det er en presant fra Knap —«
Pauline brød op. Valdemar vilde også tage
afsked. Kamilla holdt ham tilbage.
»Men De behøver da ikke at gå nu — hvis
De ikke keder Dem, at sige . . . Pauline skal
slet ikke følges hjem, ved De. . ,. Hun har sm
vogn, som venter. . . . Derfor bryder hun også
så tidligt op —«
Valdemar bukkede. »Når De tillader —«
sagde han og tog atter plads. Pauline gik, ven-
ligt hilsende ham.
De var ene. I kabinettet var der så stille,
duften af zwieblerne fyldte det, og den engelske
ovn kastede sit ildrøde, spraglede skær over
tæppet, hvis mønster i denne belysning blev
sælsomt tydeligt.
Valdemar kendte en behagelig uro, en sød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
