Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Løse blade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
hensyn til ham, er det jo bare til os selv —
vore egne stemninger, vi pleier. Det er bare
du og jeg nu — vi maa prøve, hvad vi kan faa
ud af livet. — Vi kunde vente en «passende"
tid, — lade, som vi var saa sønderknuste, at vi
ikke havde tanke for andet end sorgen. —
Men det er jo netop det, som er det for
færdelige, at vi ikke kan sørge, uden at sorgen
blandes af minder om fortiden og tanke paa
fremtiden.
Herregud, Marta — tror du ikke, jeg ønsker,
saa jeg sommetider synes, jeg maa bli gal — at
jeg nu kunde staa hos dig som din bror og din
ven og sørge af et ærligt hjerte over Otto —
at alt det, som vi begge er fyldt af, aldrig havde
eksisteret — var noget, vore tanker end ikke
kjendte. At om vi hørte om slige forhold, saa
syntes vi, det var forvildelser, vi ikke kunde
forståa. —
Men nu er det der engang. Hvorfor skulde
vi to saa spille komedie for hinanden. Lad os
da ialfald være ærlige!"
»Aaja. Naturligvis har du ret. Jeg orker
bare ikke at gaa tilbunds i det nu. Nei, jeg
kan ikke tåge det saadan som du. Aa Henrik,
mit liv har været saa forfærdeligt helt siden da,
saa du ved ikke —.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
