Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vejen fra Konja. — Landskabet ved Tuz tchöllu. — Aksheher og Karahissar. — Pasvanskeligheder. — Mine forklædninger: som jærnbaneingeniør, embedsmand i tobakskollegiet og gendarm. — Kiutahia. — Livet på landet i Anatolien. — Oldtidens kulturformer bevarede. — Over Biledjik til Nikæa. — Byens historie og omgivelser. — Ankomst til Konstantinopel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
363
og endnu større end hans forbauselse havde været ved at træffe
mig udenfor Iznik, blev den, da jeg en uges tid efter mødte
ham på gaden i Pera; han havde aldrig tænkt sig muligheden
af, at jeg nåede levende dertil. »Pas nu på,« sagde han til mig
ved afskeden, da han drejede mod vest til Gomliik og jeg mod
nord til Hersek, »og lad endelig ikke nogen Tcherkesser, som
De møder, komme for nær hen til Deres hest; hold Dem i en
sådan afstand, at De altid kan have armene og tøjlerne fri,« og
med denne meget lovende formaning drog jeg videre, uden at
den dog gjorde større indtryk på mig, end at jeg indlod mig i
fortrolig passiar med en repræsentant for denne berygtede stamme,
som jeg senere på dagen traf på, hvorvel hans udseende var
sådan, at han kunde have tjent som model til en grausam røver
på enhver maskerade, i den grad struttede han af dolke og
pistoler.
Men jeg vidste jo af gammel erfaring, at det aldrig går så
hårdt til, som præsten præker, og om aftenen nåede jeg Hersek
uden andre übehageligheder end den hele dagen igennem fra den
tidlige morgen ikke at have fået det allermindste. Jeg søgte
imidlertid at glemme de materielle savn ved betragtning af de
vidunderlige omgivelser; vejen eller rettere stien — thi om vej
var’ der aldeles ikke tale — løb vinkelret på en lang række
frodige dale, adskilte fra hverandre ved bølgeformige, kråtbevoxede
kamme, og hver gang jeg red op ad en af bakkerne, spejdede
jeg ivrigt ud, om jeg ikke kunde få øje på havbugten. Men jeg
passerede den ene lange dal efter den anden og oversteg den
ene bakkekam højere end den anden, og der viste sig intet.
Endelig langt om længe ud på aftenen fik jeg ude i horizonten
øje på en smal, glitrende stribe; det var golfen. Nu var jeg atter
ved havet, havet, som jeg ikke havde set, siden jeg forlod
Mersina, nu vidste jeg, at Konstantinopel og Europa ikke mere
var langt borte; og medens jeg red frem over bakken, og den
smalle havstribe, over hvilken aftensolen kastede sit mest funklende
lys, udvidede sig til et br^dt bånd, mindedes jeg det berømte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
