Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
en gang hesten og sagde til mig med den ynkeligste mine
»Tihnå, effendi« (o: vi er farne vild, herre).
Der stode vi : terrænet mellem bjærgene, hvor vi befandt
os, var meget vildsomt og aldeles übeboet, så at der ikke var
stor sandsynlighed for, at vi kunde træffe nogen, der kunde føre
os på den rette vej ; den landsby, hvor vi havde tænkt at gøre
holdt, lå, efter hvad jeg kunde skønne, mindst en to, tre mil til
højre for os, og det var allerede ikke langt fra solnedgang.
Under disse forhold var der ikke andet at gøre end at fortsætte
marschen ligefrem, så meget mere som Djeneid troede at erindre,
at der længere fremme i nordvestlig retning fandtes nogle lands
byer, uden at han dog bestemt kunde angive deres beliggenhed.
Heldigvis viste hans formodninger sig denne gang bedre
begrundede end hans tidligere påstande; thi efter omtrent en
times marsch fik vi øje på de forreste hytter af en landsby på
en af bjærgskråningerne lige foran os, og kort tid efter holdt vi
foran døren til shejkens, alias sognefogdens hus.
Medens der i de større byer i Orienten findes khån’er,
bestemte for de rejsende, stiller forholdet sig noget anderledes i
de små landsbyer; i de vestligere lilleasiatiske provinser findes
ofte et såkaldt »musafirin odasy«, d. v. s. et fremmedherberge,
som står åbent for alle og enhver, og hvor den rejsende og hans
hest bliver forplejet på kommunens bekostning, men i de øst
ligere egne kendes denne smukke skik ikke; der er man henvist
til at søge gæstfrihed hos landsbyens shejk, og i de fleste til
faelde vil den også blive ydet i så rigt mål som muligt.
De få kommunale anliggender i en tyrkisk landsby, hvor
man hverken har undervisnings- eller vejvæsen at bekymre sig
om, ledes i almindelighed af en shejk, en sognefoged, hvem
dette hverv overdrages efter fælles overenskomst, uden at dog
grænserne for hans myndighed ere skarpt afstukne. Han fungerer
tillige som en slags rodemester, idet det påhviler ham at udligne
den landsbyen for hvert år pålagte skat på de enkelte familjer,
og han er også den, hvem oppebørselsmændene have at holde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
