Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forberedelser til ørkenrejsen. — På vejen til Palmyra. — Dronning Zenobias by og dens historie. — Fra Palmyra til Rusafa. — Det første møde med beduiner. — Ceremonier ved modtagelsen. — Hvad beduiner samtale om. — Arabiske heste. — Ørkenboernes heltesagn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
t
i
som jeg forfulgte ved siden af de arkæologiske, var dette nemlig
den væsenligste betingelse. »Rejs med mig som Araber«, sagde
Mansur, »og forbered dig på at leve og færdes som beduin, så
skal jeg føre dig til hvilket sted i ørkenen, du ønsker. «
Dette råd forekom mig det heldigste at følge, og på et par
dage vare vore forberedelser trufne; Mansur lejede fire heste af
den ejendommelige, syriske race, der forholder sig til ørken
hesten omtrent som stadboen til den frie beduin, men som dog
forene muldyrets udholdenhed med æslets sikre gang; de væsen
ligste indkøb af the, ris og ammunition blev besørgede, våbnene
eftersete, og dermed var alt færdigt. Hele karavanen talte tre
mand, nemlig foruden Mansur og mig vor fælles tjener Mahmud,
der tilhørte de såkaldte Agél-beduiner fra Bagdad, en stamme,
der er stærkt iblandet med stadboere, og som har erhvervet et
slags privilegium på besørgelse af fragtgods gennem ørkenen.
Af denne styrke kunde imidlertid kun Mansur og jeg regnes for
effektive kombattanter, medens Mahmud repræsenterede trainet
og intendanturen, og som et ydre tegn herpå var han heller ikke
bevæbnet, hvorimod vi to søgte at give os det drabeligste ydre,
Mansur med pistol og den lange beduinlanse, og jeg med en
revolver og en Winchesterriffel, et våben, hvis lethed og skud
sikkerhed gør den særlig bekvem på en sådan tur. Overhovedet
spiller bevæbningen en ikke ringe rolle ved rejser i de indre
dele af ørkenen; dog må våbnene ikke så meget betragtes som
redskaber til kamp, men snarere som afskrækkende midler til
netop at undgå en sådan, og på grund heraf skal man da også
sørge for altid at bære sine våben så iøjnefaldende som vel
muligt; det forholder sig hermed som med den franske hærførers
forklaring på spørgsmålet om bajonettens anvendelse: »Qa. sert
å faire peur!«
En af de første morgener i marts måned 1893 red vi så ud
ad den gamle Thomasport i Damaskus, gennem de endnu blad
løse haver og videre mod nordost ad den ældgamle vej, hvor i
århundreder karavanerne have vandret fra Syriens hovedstad til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
