Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
NORGES SJØFORSVAR 1814-1914
konstruert projektil av hærdet kromstaal kan skytes helt igjennem
en K. C. plate av tykkelse som kanonens kaliber med ca. 600 m.s
anslagshastighet, 3: for vor 24 cm. kanon paa ca. 7 000 m.
avstand.
Ogsaa den almindelige granat gjøres nu av staal (Siemens*
Martin e. 1.). Dels fordi støpejernet ikke taaler paakjendingene
i de moderne kanoner, og dels fordi væggene kan gjøres tyndere,
saa der blir størst mulig hulrum for sprængladning. Disse grana*
ter anvendes ikke mot panser.
I 1880*aarene indførte franskmændene et nyt sprængstof, «meli*
nite», i granater istedenfor sortkrudt, og engelskmændene indførte
«lyddite»; skytebomuld blev ogsaa anvendt. Disse projektiler
blev kaldt brisantgranater. De nævnte og en hel del lignende
sprængstoffer under forskjellige betegnelser er nemlig
brisante stoffer som omsættes i gasform med over*
ordentlig stor hastighet (detonation), i motsætning til
krudt og ballistit, hvor omsætningen foregaar forholds*
vis langsomt (eksplosion). De brisante sprængstoffer
utvikler samtidig en overordentlig stor kraft. Mens en
sortkrudtgranat sprænges i 10—20 store stykker, søn*
derslites og knuses en brisantgranat i flere hundrede
stykker, nogen faa av fingerstørrelse med skarpe sag*
tandede kanter, men de fleste ganske smaa. Gasvirk*
ningen er samtidig saa voldsom at omgivelserne øde*
lægges. Hvis en saadan granat detonerer i en kanon,
ødelægges denne og de nærmeste omgivelser. De
brisante sprængstoffer kan ikke bringes til detonation
paa samme enkle maate som sortkrudt antændes, ved en tænd*
hætte, der kræves en kraftig impuls av knaldkviksølv e. 1. der
antændes ved tændhætte. Men knaldkviksølv er følsomt for støt
og kan derfor tændes ved skudløsningen i kanonen. Av denne
grund har det tat meget lang tid førend brisantgranaten blev
bragt til en saadan fuldkommenhet at den kunde indføres til bruk
ombord. Japanerne anvendte dem for første gang i krigen mot
russerne i 1904—1905, og de bidrog i høi grad til japanernes sidste
overvældende seier ved Tsushima. Efter dette slag tok utviklin*
gen av brisantgranaten — eller rettere sagt brandrøret for denne
— fornyet fart.
Efter indgaaende undersøkelser og sammenlignende prøver med
forskjellige konstruktioner kunde vi i 1909 indføre brisantgrana*
Fig. 34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
