Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216"
Vasdrag og Skovmarker er et meget interessant og
karakteristisk fænomen i 1840«aarenes norske literatur, karakter»
istisk for den literære epoke det fremkom i, men fremfor alt
for Welhavens egen forfatterpersonlighet. Her finder vi igjen
i store linjer de hoveddrag som lot sig skimte i Welhavens
lyriske produktion, men i dekomponert form, uten lyrikens
digteriske synthese og strenge koncentration.
Ogsaa her grupperer fremstillingen sig om tre store
hovedcentra: naturskildring, sagn og folkeliv, og endelig
psykologi, som her for en mindre del fortætter sig i kon»
krete, plastiske skildringer. I Vasdrag og Skovmarker tar
Welhavens psykologiske instinkter væsentlig form som et
tankens uavladelige arbeide for at faa klarlagt fænome«
nene, fremfor alt de sjælelige processer i hans eget og
andres sind, og hæve dem op i lyset av en sammenhængende
livsbetragtning.
Naturskildringen er gjennemført realistisk. Interessant
er det hvad han selv fortæller (s. 187), at han tok skisser av
de landskap han saa underveis — han hadde jo engang
tænkt at bli maler.
Ogsaa i sine prosaskildringer gaar Welhaven formelig
metodisk frem. Han gir ethvert landskaps fysiognomi, dets
geologiske »Bygning« i faa, djerve træk, han skildrer ind«
gaaende vegetationen, fra de vekslende løv« og bartrær ned
til skogbundens flora, han gir intime smaa skoginteriører
aven eiendommelig duft og ynde. Eller han tegner mægtige
utsyn henover endeløse, blaanende skogtrakter og blinkende
vandspeil like op til bræ og tind.
Saa dypt har Welhaven trængt ind i den natur han vilde
skildre, at han ikke bare har git dens billede i klar, plastisk
form, men han magtet at fange de storladent skiftende be«
lysninger og flygtende stemninger — i sin prosa som i sin
lyrik naadde han frem til fuldgyldig naturskildrende kunst.
Ganske anderledes stiller det sig med sagnstoffet og de
folkelivsskildrende avsnit i dette arbeide.
Med Asbjørnsens huldreeventyr i friskt minde har ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
