Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mor alle i regelen er lige stærke og solide nær ude mod dagen.
Det forholder sig saaledes ikke, som hos os leilighedsvis paa-
staaet, nemlig at grovkrystallinsk marmor altid skal være sær-
lig udsat for forvitringen. Hvor derimod den grovkrystallinske
kalkspatmarmor holder en rigelig tilblanding af fine grafitskjæl,
synes den, efter hvad der kan iagttages paa forskjellige steder (ex.
brud lige ved Ibbestad kirke, i Tromsø amt) forholdsvis let at for-
vitre ; dette beror paa, at de smaa grafitblade, som paa overfladen
er glatte og sæbeagtige, og som følgelig ikke giver noget solid fæste,
netop ligger indkilede paa grænsen mellem kalkspatindividerne
og saaledes virker til at løsne sammenhængen mellem kornene.
Alle de ovenstaaende exempler gjælder den regionalmzt&morfo-
serede kalkspatmarmor; i modsætning til denne staar paa den ene
side den re<//o«a/metamorfoserede dolomitmarmor og paa den anden
den vanlige fcowtøfømetamorfoserede Æaføspaimarmor, idet ogsaa hos
denne forvitringen fleresteds strækker sig til ganske betydeligt dyb.
Som exempel paa den sidstnævnte kan henvises til det i
begyndelsen og midten af forrige aarhundrede drevne marmor-
brud ved Gjellebcek i Lier (se fig. 7), hvor marmoren omtrent
over det hele felt er forvitret og raadden helt ned til bunden
af bruddene, som kan være fra et par til otte m dybe. Ligeledes
kan nævnes det i slutten af 1870-aarene og begyndelsen af 1880-
aarene drevne brud paa „kataklas-marmoru (fig. 8) ved Trovikeu
eller Hegge i Velfjorden, hvor man arbeidede sig ned til om-
kring otte m’s dyb, men hvor marmoren i bruddets bund syntes
mig at være ligesaa skrøbelig som i overfladen; man fik her
neppe en eneste fuldt ud tilfredsstillende blok. — Andetsteds,
hvor marmoren har været udsat baade for kontakt- og regional-
metamorfose, kan man derimod have solid marmor (s. 59, 60).
Hvad den nordlandske dolomitmarmor augaar, saa er denne
paa de fleste steder aldeles forvitret og ubrugbar i de øverste
m, snart til et par og snart ned til adskillige m’s dyb; værst
er det gjerne med den aldeles fingrynede marmor, der ofte er
aldeles smuldrende som sand oppe i overfladen. Denne sidste
slags, rent fingrynede marmor har hos os aldrig været gjort til
gjenstand for nærmere undersøgelse; for den noget mere grov-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
