Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
Ret for et skrøbeligt Menneske at hovmode sig i Strænghed
og Selvretfærdighed, allermindst sømmer det sig en Hustru
overfor sin ægteviede Husbond — er han end aldrig saa dybt
nedbøsiet.»
I et annet skuespill «Tre Par» (1886) skildrer Kielland en
ung, frisk, selvstendig arbeidende kvinne ganske inntagende,
men ikke uten ironi. Karakteristisk er følgende ytring av hoved-
personen: «Kvinden ligner mest af alt Manden, — Hr. Konsul!
og hun vil komme til at ligne ham endnu mere med Tiden.»
I «Garman & Worse» (1880) er de to rikest utrustede og
stolteste naturer, Rachel Garman og Jakob Worse, i pakt med
fremtiden. Jakob Worse optrer overfor Rachel Garman så
hensynsfullt som Camilla Collett krevde det av en mann som
elsket, nemlig efter dette prinsipp: «Denne unge Pige vil jeg
bringe til at elske mig, hvis ikke må jeg forsage hende.» Men
pastor Martens handler helt motsatt overfor den vergeløse, en-
somme Madeleine. På en tilsynelatende mild faderlig måte
overrumpler han henne, spør ikke om hun elsker ham, men be-
nytter sig av hennes svakhet og knekker hennes livslykke.
Fortellingen «Sne» (1886) setter den ranke, selvbevisste
unge pike ved siden av den forkuede, avpillede prestekone, som
rastløs går op 1 husmorens tusen små gjøremål. Prestekonen
var egentlig «aldrig kommen saa vidt at tænke sig sit Liv for
sig selv paa sine egne Anlæg. Dertil havde hun været alt for
ung, og ingen havde lært hende at tænke en saadan Mulighed
for en anstændig Kvinde. Derfor var det ingen Skuffelse, og
hun kunde ikke bebreide nogen at hun var kommen ud af
Musiken.»
Alt hun har tapt, går op for henne den dag den lille modige
svigerdatter holder sitt inntog i prestegården. Hun sier: «Tror
De, det er Ret saaledes at forsømme sig selv? Tilgiv mig, jeg
ved, det ansees ikke for passende at tale som jeg, men det op-
rører mig, det oprører mig, jeg kan ikke hjælpe det.» Og da
den gamle var kommet 1 seng om aftenen løftet det sig «som en
bitter Klage i hende — — at hun selv var forsvundet — hendes
eget inderste — det som udgjorde hendes Sjæl, var bragt til at
forsvinde; det var dette uforstaaende Tryk, som altid havde
ligget over hennes rastløse Skyggeliv: at hun slet ikke var der
for sig selv — for sin egen Skyld; hun var ikke bleven knust,
men udstrøget med en Svamp —; ikke trampet paa, men ned-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
