Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Ærens Højder, uden Plet og uden Lyde,
for at han ikke skulde kaste Skygge paa den
Idé, han tjente, og som han var kaldet til at
forkynde.
Afsted foer han.
Det var nu ogsaa en af hans stortalende
Tanker, at hans sølle Liv skulde kunne sætte
Pletter paa Ideens Sol. Herre Gud, han skulde
nu altid tage det saa højt, det var ham i Kjødet
baaren; kunde han ikke blive noget Bedre, saa
skulde han da i det Mindste være en Judas
og kalde sig Iscariot i storslaaet Skummelhed.
Det lød da af Noget. — Skulde han altid gaa
saadan og skabe sig, som om han var ansvarlig
Minister hos Ideen og Medlem af dens
Gehejmestatsraad, havende Alting,
Menneskeheden anbelangende, fra første Haand! — Mon
han da aldrig kunde lære i al Tarvelighed at
stræbe efter at gjøre sin Pligt i Ideens
Garnisonstjeneste, som Menig af en meget
underordnet Klasse?
Der var røde Blus ude paa Isen, og han kom
dem saa tæt forbi, at en kæmpelang Skygge
et Øjeblik skød ud fra hans Fødder, drejede
sig fremefter og forsvandt.
Han tænkte paa Erik og paa den Ven, han
havde været Erik. O, han! Barndomsminderne
vred deres Hænder over ham, Ungdomsdrømme
hyllede deres Hoveder til og græd over ham,
hele hans Fortid stirred efter ham med eet langt
Blik fuldt af Bebrejdelse. Han havde sveget
det Altsammen for en Kjærlighed, saa lav og
lille som han selv. — Der havde været
Højhed i den Kjærlighed alligevel; og han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
