Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(>4
derne. Den, der imidlertid stærkest har hævdet chætopodenaturen, er E. Metschnikoft,1) der afgjort holder myzostomerne for
parasitiske annelider, der imidlertid paa grund af sin parasitiske levevis har faaet en bygning i flere henseender stærkt
afvigende fra sine nærmest beslægtede. Efter Metschnikoft" hævder Claus,5) Butschli3) og senest, som vi har seet, J. Beard
den samme mening. Med hvad ret, skulle vi senere diskutere.
Den anden retning er den, der vil stille myzostomerne sammen med tardigraderne. Af de tidligere er det
J. Muller4) og som ovenfor nævnt S. Loven, der har heldet til denne betragtningsmaade. Senere er den imidlertid atter
optaget af L. v. Graff, i hvem den har fundet sin kraftigste talsmand. Graft stiller myzostomerne sammen med
linguatulider og tardigrader til en klasse Stummelfüsser oder Stelechopoda . som skalde sti i mellem annelider og
a r t h r o p o d e r.
Endnu finder jeg det værd at nævne en tredje synsmaade, som imidlertid blot er gjort gjældende af en torlatter,
nemlig Diesing,3) der forener myzostomerne med Histriobdella der før regnedes blandt hirudineerne, men som (se p. 36)
nu af Foettinger6) er kaldt Histriodrilus og af ham og E. van Beneden henført til archianneliderne). Denne forening
med Histriobdella afviser L. v. Graft" meget bestemt. Han siger: In Wahrheit spricht aber, da doch die einfachen
Haut-anhänge dieses Egels nicht im entferntesten mit dem complicirten hackenbewehrten Fussstumeln der Myzostomen verglichen
werden können. Nichts als die Duplicität seiner Geschlechtsöffnungen für eine solche Auffassung, während die
Geschlechts-trennung und die deutliche Absetzung eines Kopfabschnittes ilm zu einer Vergleichung viel weniger geeignet machen, als alle
übrigen Hirudineen. Hvorvidt disse Grafts anførte grunde kan erklæres for gyldige til at afvise ethvert slægtskab, vil vi
senere omtale, idet vi nu efter hinanden nærmere vil undersøge, hvad der hos disse tre grupper kan tale for og imod -en
tilknytning, og tillige vil nævne andre grupper, der i enkelte henseender kan have tilknytningspunkter.
Chætopoderne. Det er unegtelig at vore dyr har mange med denne gruppe overensstemmende karaktermerker.
Saaledes kan man som Graff nævne: Chitin-cuticula, Flimmerbüschel, Cirren, Hautmuskelschlauch, Dissepimente, Fussstummel mit
beweglichen Borsten, Riissclbildung, Darmverzweigung«. Dernæst vil jeg nævne mavens flimmerklædning, og den hyppige
optræden af flimmerepithel 1 kroppen forøvrigt. Dette er vistnok altsammen karakterer, der, naar de sammenfattes under et, ikke
blir af ringe betydning. Der er imidlertid flere vægtige karaktermerker, der taler imod eller ialfald mangler; det er især
kjønsorganernes bygning, segmentalorganer og nervesystemets bygning. Den tilsyneladende mangel af
respirations- og circulations-system skal her ikke omtales. Kjønsorganernes complicerede bygning kan vistnok forklares som en
følge af deres parasitiske levevis, testiklernes udforselsgange og sideaabninger som en omdannelse af segmentalorganer og den
tredobbelte udførsel for ovarierne som delvis opstaaet ved en omdannelse muligens af disse eller og af andre organer. Men
selv dette medgivet finder jeg dog, at det i alle tilfælde tyder hen paa en hoi grad af differentiation, som gjor, at den ikke
uden videre kan indordnes under det almindelige, blandt chætopoderne forekommende. Hvad segmentalorganerne angaar blir
her et lignende forhold; thi hvad enten man opfatter de ovenfor beskrevne hudkj ertelsække som segmentalorganer eller
betragter disse som helt og holdent omdannede til vasa deferentia og vesiculæ seminales, og da anser hudkjertelsækkene for nogle
hos chætopoderne aldeles ikke forekommende organer (maaske noget analogt med gephyreernes hudkjertler) saa vil 1 alle
tilfælde dette forhold ligeledes tyde hen paa en betydelig differentiation. At enkelte arter ikke har disse hudkjertelsække, som
det ifolge Grafts beretning over Challenger-myzostomerne skulde være tilfælde, synes at være et forhold, der er af stor interesse,
hvis det virkelig existerer. Thi enten maa da dette være tegn paa, at det er organer der er i degeneration, og som altsaa
hos enkelte arter allerede er forsvundne, medens andre arter endnu har dem i degenereret tilstand eller og maa det
opfattes som bevis paa, at det er organer 1 nydannelse, som altsaa blot er begyndt at dannes hos en del arter. I første
tilfælde maatte de vel opfattes som forsvindende segmentalorganer, i sidste tilfælde kunde det imidlertid godt være
hudkjertelsække, der var i sin begyndende udvikling, og som vel endog kunde være beslægtede med trachedannelsen hos arthropoderne.
Imidlertid maatte dette nøiere konstateres ved nærmere undersøgelser, og fremfor alt vilde det være af interesse at faa
undersøgt, om der ialfald ikke histologisk er paaviselige spor af hudkjertler hos de arter, som Graff beskriver uden saadanne. Ilvad
nervesystemets bygning angaar, da er allerede ovenfor omtalt, hvad her kunde være at merke. Der er vistnok flere
overensstemmende karaktermerker, men paa den anden side maa man erkjende, at hele nervesystemets ydre form, de afgaaende
nervers antal og den stærke samrnentrængthed af bugstrengen uvilkaarlig leder tanken hen andetsteds, og da især til
arachni-derne. — Slaar man de ovennævnte, uoverensstemmende karaktermerker sammen, maa de vistnok erklæres for et temmelig
vægtigt moment imod myzostomernes chætopodenatur, og var det ikke udviklingen, kunde man være tilboielig til ganske at
afvise denne.
’) i. c.
Claus: Grundztige der Zoologie.
Bütschli: Untersuchungen iiber freilebende Nematoden und die Gattung Chätonotus.« Zeitschr. f. ’w. Zool. XXVI Bd. 1879, p. 400. Anm. 2.
4 i J. Midler: Ueber die Galtungen und Arten der Comatulen.« Arch. f. Naturg. VII Jahrg. lid. I, 1841, p. 147.
5) Diesing: Sitzungsber. d. Kais. Akad. d. Wiss. Wien. XXXIII Bd. 1858, p. 477—4S0, samt ibid. XXXV Bd. 1859, p. 422 & 445.
1. c.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
