Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
med den farvepragt, han har tryllet frem: den skal
drives op til en endnu høiere temperatur; og han
anbringer to kvinder i disse omgivelser, ikke
almindelige kvinder, men to skuespillerinder, som han
klæder i pagedragter, den ene i blegblaa, den anden
i gul silke, han ødsler kniplinger og stoffer, guld
og farver paa disse to, saalænge til hans farveattraa
er mættet, saalænge til han finder, at det er, som
det burde være. Saa faar hans pager veksle nogle
ord om kjærligheden, og derpaa lader han denne
glødende rigdom forsvinde under en hvirvlende
regn af kjølige rosenblade. Den hele skitse (»Der
burde have været roser«) er en vidunderlig
farveorgie for trætte, lukkede øine.
J Jacobsens stil parrer videnskabsmandens foragt
for det vedtægtmæssige sig med kunstnerens afsky
for alt, hvad der er vulgært og udslidt, og
frembringer en brændende kjærlighed til det nye og
usædvanlige. Denne kjærlighed er det herskende
karaktermærke i hans stil, og fra den kan man
udlede baade dens lys- og dens skyggesider.
Ingen forfatter følte stærkere end Jacobsen, at
ordet er som en mynt, hvis præg slides under
cirkulationen, saa den menneskelige indbildningskraft
tilsidst ikke længere formaar at indløse det med
nye og klartprægede billeder. Den sløves og bliver
uimodtagelig, den vænner sig til ordet, bliver døv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
