Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
vellen og romanen fik under Jacobsens hænder.
Allerede i »Mogens« har man nemlig den
eiendommelige kompositionsmaade, som siden voldte kritiken
saa meget bryderi, da »Marie Grubbe« og »Niels
Lyhne» skulde bedømmes.
Tidligere byggede man jo som bekjendt en roman,
som man bygger et skuespil. Man stillede personerne
op mod hinanden i grupper, og ved hjælp af sindrige
kombinationer af begivenheder og personer lod man
handlingen udvikle sig paa den mest effektfulde maade
henimod en afrundet slutning. Jo sindrigere
kombinationerne var, jo mere afrundet handlingen
fremtraadte, desto bedre var romanen »komponeret«.
De store moderne romanforfattere har imidlertid
fuldstændig opgivet denne fremgangsmaade; de
anvender ikke længere sit talent til at opfinde sindrige
kombinationer; de vil kun gjengive virkeligheden
saa intenst som muligt. Begivenhederne har for
dem kun værdi, naar de aabenbarer personernes
psykologi. Hovedsagen er at fremstille levende
væsener, der spiller den menneskelige komedie saa
naturlig som muligt for læseren. Forfatteren
an-strænger sig af alle kræfter for at skjule det, han
er nødt til at opfinde, under virkeligheden, d. v. s.
gjøre det saa virkeligt som muligt1).
’) Se Emile Zola: Le roman experimental, pag. 206 o. fl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
