Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
var ikke bare i navnet, at han lignede prinsen af
Wales i Shakespeares «Henrik den fjerde«; han var
hans aandsbeslægtede, det følte han sig overbevist
om, saasnart han havde lært stykket at kjende, og
saa sikker var han i denne sin geniale selvfølelse,
at han baade i breve og offentlig sammenlignede
sig med Shakespeares helt1).
Men foreløbig blev det dog ikke prins Henriks
rolle, han kom til at spille; det blev Romeos, og
først gjennem dennes erotiske sværmeri naaede han
frem til de storværker, der berettigede hans
selvfølelse.
Romeo var forelsket i Rosalinde, før han lærte
Julie at kjende. Wergeland nøiede sig ikke med en
Rosalinde: han havde elsket flere; men det havde
været den letteste og luftigste pageforelskelse, der
ikke fæstede sig varig og bestemt ved en enkelt
gjenstand, men sværmede fra den ene til den anden.
Saa let og luftig var den, at da det sidste gang
havde seet ud til at kunne blive alvor af, idet hans
’) »Ja virkelig, jeg har undertiden søgt Bekjendtskab med
Falstaffer for at kunne belure den Last, jeg legede med«.
(Brevet i »Skilling-magasinet«). Sit alter ego Siful kalder
han »en maver Poince, gjøglende om Prins Henrik, der
vog Hedspore, slog den overtroiske Glendower og jog
Falstaff og Dorthe paa Porten, da han tog Kronen«
(»Morgenbladet« 1829, no. 300, citeret afH. Lassen i
»Wergeland og hans samtid«, 2den udg side 182).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
