Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 5. Tolstoi om „Hvad er kunst?“ Tolstoi om Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
128
verdenserobring og indforlivelse af den omgivende verden,
i billed-form ; og endog et organ for menneskeaandens
videredannelse af denne verden, gjennem fri leg med billed
og klangforbindelser.
Tolstofs ensidige kunstopfatning hænger sammen med
hans pantheisme, hans metafysiske verdensanskuelse. For
ham er individet i sig selv en nuvirkelighed“; det er leve
berettiget alene som lem paa en stor helhed, det univer
selle“, eller Guds aand“, verdensaanden. Individet er
skabt til at tjene denne verdens-aand, godhedens aand.
Menneskets rolle og opgave er den at tjene den guddom
melige aands, godheds-aandens selv-aabenbaring, som alene
kan ske gjennem os mennesker. Individet skal tabe sig i
helheden, den aandelige helhed, som er den eneste
sande virkelighed. Ud fra denne nærmest nyplatonisk
hegelianske verdensanskuelse falder der et i visse stykker
farveblindt syn over baade kunsten og hele den øvrige
kultur. Tolstoi’s storstilede spiritualistiske pantheisme er
som en krystal-himmel, eller et hvælvet glas-tag, hvori
gjennem der falder en sælsom, sterkt-farvet overbelysning
over den menneskelige kultur. Kun en forholdsvis liden
del af literaturens, billedkunstens og musikens mesterverker
faar en belysning, hvorved de kommer til sin ret. Neppe
nogensinde har verden seet en underligere livs-belysn
ing“ end den, hvori en stor digter-natur som Tolstoi
{som desuden var meget musikalsk) faar Shakespeare
til at fortone sig som en übetydelig digter og forkaster som
(for nutiden) übrugelige: Sophokles, Euripides, Aristo
phanes, Dante, Michelangelo og Beethoven (som han dog
før havde elsket).
Men fordi om Tolstoi her havde gjort sig skyldig i et
kolossalt blind-syn, — skal derfor vi andre, læsere af Tol
stoi, begaa en lignende bommert og, lig det svenske aka
demi, forkaste Leo Tolstoi som en stor idealistisk digter?
Eller skal vi lade den misstemning, hvori vi læser en stor
<lel af hans domme om kunst, sænke sig som en taage,
eller som skyggen af en mørk sky, over hans eget for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
