Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FØRSTE SNE
163
Det skal være en hel Komedie, naar den
uforvarende kommer over Sporene af sin Dødsfiende.
Den farer til, ryster Pelsen, lægger Ørerne lladt
tilbage og rynker Næsen. Derefter er den ikke sen
til at komme bort.
Dette i Almindelighed.
Der synes dog at gives Bjørne, som er sig sin
egen umaadelige Kraft saa bevidst, saa modige og
stolte, at de regner alt andet, Mennesket med, for intet.
Midt paa lyse Dagen kan en saadan en linde
paa at lægge Kursen langs Alfarveien, og da skal
den ikke være synderlig oplagt til at vige for nogen.
Det skulde da være, 0111 den mødende forstaar at
vise en ikke mindre Overlegenhed.
Min Mor ved at fortælle 0111 en Bonde i
Hitter-dal, som engang mødte Bamsen i dette Humør paa
en Vei, hvor en ikke godt kunde vige til Siden.
Bonden slog sig vond og raabte til Bjørnen, som
syntes uvillig til at lade ham gaa forbi:
«Gak du din Vei, Styggen, saa gaar jeg min.»
Og saa skede.
Ogsaa en gammel grætten Elgokse kan forøvrigt
faa saadant Humør paa sig. Men det er hos den
dog langt mere Ondskab og Stædighed, tænker jeg,
«nd Mod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
