Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Fra nu af indfandt han sig hver Nat ved Mid-
natstid ved Winfreds-Kilden, og han traf der den El-
skede. Længe udfyldtes han af den fuldkomneste Til-
fredshed. Hans Ønske kjendte intet høiere Maal, end
at see hende, at høre hendes Stemme, der klang som
smeltende Harpetotier, og, skuende ind i hendes rene,
varme Øie, at hendromme Tiden i uendelig Salighed.
Men Mennesket kan neppe undlade at være Menneske.
Hans Kjærlighed begyndte omsider at tage en mere
egennyttig Retning: han higede efter en inderligere
Forening. Det Myftiste, der hvilede over den Elske-
de, indgav ham ofte Tvivl, som undertiden steg lige
til Angst; han foresatte sig da at sætte hende paa
Prøve, og en Aften bad han hende om at tilstaae
ham en Sammenkomst til en anden Tid og paa et
mindre ensomt liggende Sted; men hun afslog det, rig-
tignok med Ømhed, men med Fasthed. Oftere kom
han tilbage paa den samme Fordring, og gjentog den
med stedse stigende Varme, thi Tvivlen vorte uafbrudt
hos ham; men hun undskyldte sig, og, da omsider
Uvillien viste sig paa Otto’s Ansigt, blegnede hun,
og kastede et uvist, først-ende Blik paa ham, rystede
vemodigt med Hovedet, medens et langt og dybt Suk
trængte sig frem. Nogle Dage derpaa kom Otto til-
bage paa den samme Fordring, og da den igjen blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
