Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
»·Nidder«, sagde hun, »et gammelt Baand holder
mig knyttet til din Familie, derfor er det, at Du seer
mig her idag. Forgjeves vilde Du bestrccbe Dig for
at finde ud af Skovett tilbage til dit Slot: Du har
vovet Tig for langt ind, desuden er Natten allerede
synket ned. Tctg din Hes·t, og folg mig, jeg skal
Vise Dig Veien.«
Saaledes talede hun. Der tonede igjennem hen-
des Ord, og der laae udbredt over hende en saa
rolig , bydende Værdighed, at Otto fulgte uden at
gjøre den ringeste Modstand. De Ord , der allerede
sadde færdigc paa hans Tunge, trængtes tilbage; han
loste Heltens Toile, svingede sig i Sadlen, og fulgte
det underfulde Væsen, der svævede hen foran ham
saa let, at det syntes ham, at hun ikke berørte
Jorden.
Omendskjondt Natten allerede var indtruffen, og
var belmork, var det dog alligevel lyst rundt omkring
Otto: han saae tydelig enhver Gjenstand. Det var
ikke aldeles Dag, det var et Lys, som lignede det, et
stærkt Notdlys kaster henover Iorden i en kold Vin-
ternat· Besynderlige Ting fremstillede sig paa det
natlige Tog igjennem Skoven. Paa hver Side as
Otto’s Veiviserinde hoppede en Lygtemand, som snart
kneb hurtigen henover Jorden, snart løb opad Trwemes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
