Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
derlig Historie fortaltes i Egnen om natlige Synet,
som til enkelte Tider skulde vise sig, og om overnatur-
lige Væsener, som opholdte sig i den.
Otto var ikke kommen langt ind i Skoven, før-
end hans Hunde allerede havde opjaget en Hjort.
Han gav sin Hes«t af Sporerne og satte efter den;
men Hjorten var let og hurtig: længe forfulgte han
den forgjeves. Den forsvandt ofte bag de tykke, he-
mosede Stammerz kom atter tilsyne, svævede hen flyg-
tig som et Skyggehillede, og forsvandt atter. Længe
forekom det Otto, at han, uagtet al sin Anstrængelse,
ikke kom den nærmere. Endelig, efterat haveredet
i flere Timer, var han paa Skudvidde: han fæstede
Blikket Paa et bestemt Punkt, trak Armen bagud,
spendte Musklerne, Pilerr hvislede igjennem Luften, og
Hjorten gjorde et langt Spring, og styrtede i sit Blod.
Otto steg nu af Hesten, og kastede et veltilfreds
Blik paa det fældede Dyr, der var af en ualmindelig
Storrelse· Da hørte han fjernt henne i Skoven en
svag Bjaffem som blev stærkere og stærkere: det var
tvende as hans Hunde, som nærmede sig svedende og
stonnende· Atter blev det tyst, og først efter et tem-
meligt langt Tidsrum hørte han igjen en svag Vjæffen:
det var de ovrige af hans Hunde. Efterat han nu
inogen Tid havde betragtet det døde Dyr, og medens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
