Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.49
Til Sagen stor. Du veed, at jeg i Grækland,
For Manfred beiled’ til sin Dronning huld,
Hos hendes Fader leved’, ved hans Hof, ·
Hvor Hjertets mange Baand mig vandt saa fast:
Mig kjær var hendes Broder, kjær jeg ham og-
Den kjække Deodat — som Barn du har dog
Vel seet ham den ædle, muntre Yngling
Med Apollonisk Skjønhed i hvert Lem.
Og nordisk Alvor i sit Flammeoie —-
Den tjetke Deodat i Slaget faldt
Her, ved min Sidez i min Arm han laae,
Da Livet kastede sin sidste Bølge,
Og Munden hvidsked’ mig sit sidste Ord.
Hans Fader var jeg ogsaa kjær, og ofte
Han kaldte mig til Naad, og underholdt sig
Alene med mig; saa en Aften og.
Han havde været syg, den gamle Konge,
Da meldt det blev mig silde, at han onsted’,
At faae i Tale mig. Fra Leiet stod jeg,
Og iled’ did; men Kongen sov saa fast.
Jeg stod alene der hos ham, og Angsten
Mig greb i Hjertet, thi saa bleg han syntes
I Straalerne-, som Lampen kasted’ fjernt fra
Paa Leiet svagt: jeg troede Døden havde
Paa Læben allerede trykket Khsset,
Og skarpt jeg lytted’ efter Aandedrættet-
Da vaagned’ han, men han var alvorsfuld:
Om Døden taled’ han, som nær han troede,
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
