Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
Blomster og den Slags, og jeg skulde hjælpe Dem med
alt, hvad De vil.” Saa sagde han alvorligt: ,,Lad mig blive
her, Kaptajn, — det skal ikke koste Dem noget — jeg vil
ikke have en Øre af Kaptajnen. Lad mig være Deres
Ordonnans for en Tid. De skulde nok blive tilfreds med
mig. Maa jeg Kaptajn — maa jeg saa?"
»Snak, Adler," sagde Bennett, ,,du kan blive her, hvis
du har Lyst. Vi finder nok paa noget, du kan bruges til.
Men naturligvis betaler jeg dig.”F ,
»Ikke en Øre tager jeg imod," sagde Adler næsten
krænket.
Næste Dag kom Adler fra Byen med sin Kiste og slog
sig ned hos Bennett i Medford. Skønt det var lang Tid si-
den Dr. Pitts havde holdt Heste, hørte der stadig en Stald
til Huset, og Adler slog sin Køje op i Kuskens Værelse.
Bennett kunde ikke faa ham til at bo i selve Huset. Adler
var stolt af, at han kendte sin Stilling. Siden den første
Aften talte han aldrig til Bennett uden at blive spurgt, og
det var en stor Glæde for ham igen at være sin Kaptajns
Underordnede. Det var et Syn at se Adler varte op ved
Bordet i ,,Glasværelset" i sin blaa Jerseydragt paa Vagt
ved Døren, lykkelig blot ved at se Bennett ved Maaltidet.
"Om Morgenen, saasnart Frokosten stod paa Bordet, havde
Adler det Privilegium at melde det til Bennett, som han i
Reglen traf ifærd med at skrive paa sit Værelse. Saa gik
Adler tilbage til Spisestuen og ventede paa, at hans Herre
"skulde vise sig. Saa snart han hørte Bennetts Skridt i Gan-
gen, skælvede han af Glæde. Han fo’r hen til Bennetts
’Stol og trak den tilbage for ham, og saa snart Bennett havde
sat sig, vimsede han omkring ham og tog sig af ham saa
stolt og moderligt som en Kyllingehøne. Han bredte Ser-
vietten ud for ham, lagde Avisen frem til ham og rykkede
Kaffekoppen en halv Tomme nærmere til ham. Under hele
Maaltidet tog han ikke Øjnene fra ham, men vogtede paa
hver af hans Bevægelser, blussende af Stolthed, og gned
sine Hænder af Tilfredshed og stille Henrykkelse.
Tiden gik, snart var der gaaet fjorten Dage. Træt og
mekanisk havde Bennett begyndt at arbejde paa sin Bog,
en Beretning om Expeditionens Rejse. Arbejdet var ham
imod. Han havde forlængst tabt ’al Interesse for Polar-
undersøgelser. Det var som han havde sagt til Adler, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
