Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
za
for ikke at staa op i de første 6 Maaneder, Der var Vinter
og Mørke omkring dem. Fjenden nærmede sig. Isens tunge
følelsesløse Greb lukkede sig om dem. Der var ikke Tid
til Tøven og halve Forholdsregler, nu gjaldt det Liv eller
Død.
Følelsen af Faren, af Fjendens Nærhed strammede Ben-
nets Nerver som Harpens Strænge og hærdede hans Vilje,
saa den blev som Isen selv. Hans Stædighed var som en
Stormbuk, blind, døv, uovervindelig. Hans grimme Ansigt
blev endnu grimmere, hans skelende Øjne funklede, og det
store Kæbeparti lignede en Abes. Det var ikke længer et
Menneske, det var en Kæmpe, et Uhyre, en Jætte, som
kunde flytte Isbjærge, som kæmpede en rasende Kamp i
Tidernes Morgen, i Mørke og Kaos.
Alle Sagerne blev nu fordelte mellem dem, og hver Mand
bar sin Byrde paa Ryggen. Alt, hvad der kunde hindre dem
i hurtig Fremrykning, maatte nu blive tilbage. 6 Hunde led-
sagede dem, — det var alt, hvad der var tilbage af de 18.
Bennett havde haabet paa og lovet sine Folk en gennem-
snitlig daglig Marsch af 16 Mile, men Vinterstormen fra
Nordøst drev dem tilbage, og Isen og Sneen, som bedæk-
kede Vejen, gjorde den lige saa ujævn og knudret som selve
Isblokkene. Alt Vildtet var draget langt mod Syd.
Folkene blev svagere og svagere for hver Dag, der gik,
og Provianten mindskedes. Det hændte Gang paa Gang, at
en af dem faldt i Søvn af Udmattelse under Marchen og
styrtede.
Den tredje Dag sank en af Hundene pludselig sammen
paa Isen, døende af Overanstrængelse. Bennett havde be-
falet, at de af Hundene, som ikke kunde mere, skulde
skydes, saa at Folkene kunde faa dem at spise. Ferriss og
Muck Tu skulde lige til at flaa den døde Hund, da de andre
Hunde, som var vilde af Sult, styrtede sig over deres faldne
Kammerat. De to Mænd slog og sparkede, men det nyttede
ikke noget, Hundene vendte sig imod dem og bed dem. Og-
saa de vilde leve, ogsaa de vilde have Mad. Det var et af-
skyeligt Syn. I Polaregnenes Tusmørke, i et Urtidens, et
Stenalderens Land kæmpede Mennesker og Dyr mod hin-
anden om Retten til at æde en død Hund.
Men Bennett kunde hæve sig over det menneskelige, det
var kun hans Folk, der laa under for det. I Slutningen af
2%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
