Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karakteristiker - H. C. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i hvilken Dyr og Planter erstatte Mennesket,
ja gjøre det næsten overflødigt*.
Hvad er det da nu i Planten, i Dyret, i
Barnet, der drager Andersen til sig ? Han elsker
Barnet,, fordi han af sit bløde Hjærte drages til
de Smaa, de Svage og Hjælpeløse, dem, om
hvem man har Lov til at tale med Medynk, med
Medfølelsens Ømhed, og fordi han, naar han
anlægger denne Følelse paa en Helt — «Kun
en Spillemand* — bliver gjort Nar af derfor (se
Kierkegaards Kritik), men naar han anlægger
den paa et Barn, finder det naturlige Leje for
sin Stemning. Det er paa Grund af . denne
samme Følelse for de Ringe og de Forladte, at
Andersen — selv et Barn af det menige Folk
— bestandig i sine Eventyr, ligesom Dickens i
sine Romaner, fremfører Skikkelser fra de fattige
Klasser, af de «simple Folk», men med Hjærtets
Adel: der er den gamle Vaskerkone i «Lille
Tuk», og «Hun duede ikke», den gamle Pige i
«Fra et Vindue i Vartou», Vægteren og hans
Kone i «Den gamle Gadelygte», den fattige
Haandværkssvend i * Under Piletræet*, den
fattige Huslærer i «Alt paa sin rette Plads». Den
Fattige er forsvarsløs ligesom Barnet. Han
* Det forrige Aarhundredes Fabler (Holbergs eller
Les-sings f. Ex.) er ren Moral.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
