Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Heiberg: De Uadskillelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hans Hjærte, denne prærafaeliske, allerførste
Jomfruelighed, der er som Mosroseknoppens, naar
den endnu næsten er lutter Mos og man kun
sparsomt ser det Røde kigge frem derigjennem*.
Allerede i «Psyches Indvielse» har han skildret
dens Skjønhed, senere dens Uskyld.(Marie i
«A1-feme»), dens Anelser, dens Drømme, dens Uro,
dens Hjærtebanken. (Emilies Monolog). I
Vaudevillen viser han os tillige dens Ejendommelighed
og Snurrighed. Han bruger istedenfor en
Hol-bergsk Leonard eller en Moliéresk Ariste den
unge halvvoxne Pige som Chorus; hun har alle
dertil ønskelige Egenskaber: hun er naiv nok
til, at Bemærkningen, sagt af hende, forbavser
og morer som enhver slaaende Bemærkning i
Barnets Mund, fiffig nok til at gjennemskue de
Voxne, næsvis nok. til at lade sig forlyde
dermed, og opvakt nok til at gjøre det vittigt.
Men hun selv, som udsender de spidse Pile, er
ikke som en gammel, værdig Leonard skudfri,
hun er selv ved sin amfibialske Tilstand mellem
tvende Udviklingstrin og ved sin Pretention at
ville være voxen netop lige saa komisk som
hun er vittig. Som hun tilhører en dobbelt
Alder, saaledes ogsaa en dobbelt Verden, en
Virkelighedens, hvor hun i Almindelighed nyder
* Sml. Bømevaudevillerne og Digtene til Léontine Fay.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
