Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Musset: Man skal ikke forsværge Noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
set ham paa et Bal og allerede forud er
indtaget i ham; han opnaar at interessere-hende,
at faa hende til at besvare et Brev og at
indfinde sig ved et natligt Stævnemøde i en Skov
nærved hendes Moders Slot. Det er først under
selve dette Møde, at den unge Mand pludselig
opdager hendes Sjæls fuldkomne Uskyld og,
besejret af den Renhed, der stempler ethvert af
hendes Ord, kaster sig ned foran hende,
overvældet og skamfuld. Man ser let, at hele
Stykket er bygget paa den sidste Scene, og at
Digteren helt igjennem har Skjønhed og Poesi
for Øje; men man ser ogsaa, at Skjønhed og
Poesi netop kun ere tilstede som Stykkets
Øjemed, og at de Midler, hvorved dette naas, ikke
helliges ved Øjemedet. Thi Helbredelsen er
smuk, men Sygdommen er hæslig, og den er
ovénikjøbet ikke interessant, som det Hæslige
kan være det; thi den er ikke epidemisk i Nutiden
og i Danmark, men var det i Paris for 40 Aar
siden. Hertil kommer, at Mussets
Behandlings-maade er en saadan, at der uundgaaeligt
indtræffer Et af To: enten tror Tilskueren ikke paa
Sygdommen, eller ogsaa tror han ikke paa
Helbredelsen. Saasnart et ungt Menneske er naaet
til den Alder, i hvilken han begynder at bruge
sin Forstand, véd han med sig selv, hvad han
skal tænke om saadanne Sætninger som: jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
