Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76 : Blaise Pascal.
gennemgaaet oprivende aandelige
Anfægtelser midt under de haardeste kropslige
Lidelser, var det en Befrielse at faa stifte
Bekendtskab med en mildere, naturligere
Opfatning af Liv og Menneske end
Datidens religiøse.
Den Afhandling om Kærligheden, som
jeg nys har omtalt, er et veltalende
Vidnesbyrd herom. Man genfinder i »Discours«
baade Epiktet og Montaigne.
Naar vi nævner Epiktets Navn staar vi
ved Modpolen af den Aandstilstand, den
Grundbetragtning af Livet og Mennesket,
der i Indledningen karakteriseredes som
intellektuel og moralsk Pessimisme. Epiktet
ophøjer Menneskenaturen, han er en
utrættelig Lovpriser af dens Storhed. Hans
Grundtanke er, at Mennesket af Naturen er dygtig
til at erkende, hvad der er sandt og ville,
hvad der er ret (moralsk sandt). Han er
en Jeg-Dyrker og en Fornuftdyrker. Han er
Anfører for den optimiske Aandsretning, der
gennem alle Tider bekæmper den urgamle,
metafysiske Pessimisme.
Det er Epiktets urokkelige Tro paa
Menneskeaandens ufejlbare Evne til at skælne
og erkende, hans høje Tanker om »den rene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
