Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
Som man kan tænke sig, blev dette eksperiment en kilde
til stor og stadig moro for dem i kasernerne. Det blev her
betragtet som en ypperlig spøk, — ogsaa og ikke mindst av
kaptein Bridgeman, — men rigtignok ikke som nogen saadan
av folk utenfor, og mere end én gammel kjærring hadde jeg
næsten skræmt livet av ved at huke min løsflette fast til noget
av hendes klædningsstykker bak.
Hændte det saa en eftermiddag, som jeg var ute paa et
kryds med Bob i hælene paa mig, at jeg fik øie paa den ny
ankomne kaptein Delmar, idet han strammet gaten nedover i
fuld paradeuniform, med en liten midshipman i hælene paa sig.
~Aa", tænkte jeg ved mig seiv, ~for en fryd det skulde være,
om jeg kunde faa binde min hale til den fine svalerumpen hans!
Bare jeg turde!" Og i den grad klødde lysten til det mig i
fingrene, at jeg alt holdt mit forklæ op og fletten færdig for
ethvert tilfældes skyld, bare at jeg var ræd for, at hans ~middy"
skulde se mig.
Kaptein Delmar hadde passert tæt forbi mig, ogsaa hans
følgesvend hadde passert mig, og allerede trodde jeg enhver
anledning tapt, da kapteinen pludselig gjorde helt om, med et
spørsmaal til den vesle fyren bak ham angaaende hvorvidt
denne hadde bragt ordreboken med sig? Midshipman’en tok
til sin hat og sa ~nei", hvorfor han straks av kapteinen fik sig
en vældig overhaling, selvfølgelig for hr. kapteinens egen glem
somhets skyld. Og imidlertid var turen til mig atter at pas
sere dem.
Og den anledning, som her tilbød sig for mig, mens begge
to var saa vel beskjæftiget, den kunde jeg ikke motstaa! Jeg
huket min hale fast til kapteinens guldbroderte uniformskrave
bak og skraadde saa over til det andet fortoug med Bob i
hælene paa mig.
Efter at ha git midshipman’en, hvad denne tilkom, gjorde
kaptein Delmar atter helt om og fortsatte sin vei. Saa var det
mig, som kaldte paa Bob, pekte paa kapteinen og sa til den:
~Ta’n, Bob!" Og Bob var like villig med paa moroen som
jeg seiv, klarte avstanden i tre-fire sprang og var i næste
sekund opover ryggen paa kapteinen, slog sine tænder i halen,
og blev saaledes hængende fast ved den, samtidig som hunden
av al sin magt rystet den hit og dit.
Noget saa vildt forbløffet som kapteinen i dette øieblik
skulde ingen ha set, samtidig som han ogsaa ved det uventede
angrep holdt paa at bli veltet overende. Først var det ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
