Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham selv, som havde gjort noget saa udmærket;
han syntes Øinene fik Liv og saa ind i hans, og
at Munden lidt efter lidt trak sig op til et lidet
Smil, som han kjendte saa godt og som bare han
skulde se.
Han smilede uvilkaarlig tilbage, og for første
Gang under sit Pariserophold, glædede han sig til
at vende hjem igjen til sit koselige Atelier med
de sprukne Ruder og Stolen ved Kaminen, hvor
hun pleiede at sidde.
— Var det ikke det, jeg sagde, lød en munter
Stemme lige ved, en Stemme, som han syntes, han
kjendte og som strax berørte ham ubehageligt.
— O, disse Kunstnere, de er dog nogle
skrækkelige Egoister; her sidder han fortabt i sine egne
Billeder og værdiger ikke alle de andres et Blik!
Han var sprunget op og stod ligeoverfor
Hertuginden, som leende rakte ham Haanden.
Det gik ham denne Gang, som det var gaaet
ham de Par Gange, han havde truffet hende før, —
han mistede næsten Pusten, saa deilig var hun.
Dersom nogen kunde siges at være skabt til
at bære Pariserindens vanskelige Selskabsdragt, maatte
det være hende.
Det saa ud, somom disse faste, hvide Skuldre
ikke kunde tænkes at bære andet end de lette
Rosengrene, som strakte sine fine Knopper frem
over hendes Bryst, somom de store Familiejuveler,
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
