Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Vi søskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
Utheim, og der var mellem hende og Ingeborg et vist samhold, skjønt
Ingeborg ikke likte hende i alle maader. Af ganske and « varighed
blev venskabet og fortroligheden mellem Ingeborg og voit søskendebarn
Marit, hvilket ogsaa viste sig deri, at de vekslede breve i tiere aar,
efterat Ingeborg reiste hjemmefra. Marit var jo altid saa snil, saa det
faldt let for enhver at omgaaes hende.
En af de sidste sommere, far levede, skulde Ingeborg brænde
st. hansbaal paa den høie berghaugen nordenfor !>roen; men det blev til
Brændhaugen, som den nu siden har hedt i 40 aar; den tog i d, og
alle folkene holdt vist paa en dag eller to for at slukke; men
vi børn, jeg ialfald, syntes, det var bare moro.
Skolevæsenet paa landet var i vor barndom tarveligt overalt, men
ekstra elendigt i vor skolekreds. Omkring 1850 havde vi til lærer faaet
en ældre, svaghelset ungkar. Han hørte til de „vakte", og dette var
grunden til, at han elter fars anbefaling blev antaget. Hans kundskaber
var høist ringe, han havde for anledningen lært sig at regne i ubenævnte
tal, og senere var han borte i ferierne og lærte sig aar efter andet
benævnte tal og brøk ; men jeg kan erindre, at jeg altid var lidt foran ham
i regning. Fra jeg var 11 a 12 aar. var jeg forresten slet ikke mere i
skolen hos ham, da han intet kunde lære mig. Alle vi soskende
undtagen Martinus var turvis nogle uger om vinteren i skole hos farbror
Esten og enkelte hos Isak Frantsvaag. Et par vintre var Iver Bae
nogle faa uger hjemme paa Utheim og holdt skole for de ældste af os.
Saavidt jeg kan erindre, tog far fig ikke synderlig direkte af vor
undervisning. Han var ellers flink nok i regning o,’ skrivning, derimod
var han vei heller ikke selv synderlig hjemme i historie og geografi.
Der fandtes ikke hjemme i den ældste tid en geografi, ikke et atlas, det
første begreb om vor klode fik jeg af et lidet planiglobium, der
medfulgte missionstidenden, og som for det meste var sort for at betegne
hedenskabets vældige herredømme.
Til kirken havde vi noksaa lanc; og besværlig vei. I de
tidligste aar pleiede vi mest at ro den lange omvei, jeg horer de lange,
ensformige aarediair, og jeg frøs ofte som liden, naar jeg laa i s’.avnen og
længtede og kigede efter, hvor langt vi var komne. Men morilden og
stjernerne var vakre. Senere blev det mere og mere almindeligt at gaa
over ijeldet, bråt og uveisomt var det; men det var et vakkert syn de
klare solskinsdage, n ar vi kom til Fagerengskaret og saa de mange
baade paa den vakre fjord, som Ira alle hjemmene paa Storlandet,
Isingvaagen og Lyngstadlandet stevnede over til Korn sta d. Kirkelærden hver
tredie uge var datidens omtrent en. ste kulturell« og offentlige
brændpunkt. Det officielle samlingsmerke var den religiose opbyggelse, men
haand i haand hermed gik ogsaa selskabelighed n, bryllup-»- og
barsels-stevner. Og forresten snakkede man samnun om løst og last, om vind
og veir, aarveie fisket, om ulykker Og o.n sladder, man alsluttede
handeler, betalte auktionspenge eller anden gjæld, modtog og sendte breve,
som presten velvillig tog med sig og bi sørgede videre til nærmeste
aabne i, der laa i nabopiestegjeldet — nu er der i Kvernes alene 12
post-aabnerLr —, borte paa tillysning af alleslags møder, modtoiz
„Almue-vennen", som der holdtes ikke saa faa al, og som farbror Esten person-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
