Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
En dag spurte han, om hun ikke var rigtig frisk.
«Frisk —jo det er jeg da. Hvorfor det?»
«Nei jeg vet ikke — jeg synes, De er blit saa
stille, frøken Winge.»
Hun hadde netop tændt lampen og han saa, hun
blev rød:
«Jeg blir kanske nødt til at reise hjem snart.
Min søster har faat spidskatar og mama er saa
opgit.» Hun stod en stund. «Det er jeg jo litt
trist for. Og jeg skulde gjerne blit her — vaaren
over ialfald.»
Hun tok sit sytøi og satte sig til med.
Helge spekulerte paa, om det var Gunnar Heggen
— han hadde aldrig rigtig kunnet bli klok paa, om
der var noget mellem de to. Og for tiden var Heggen,
som Helge hadde hørt skulde ha et temmelig let*
fængelig hjerte, sterkt optat av en ung dansk syke*
pleierske, som laa i Rom med en gammel dame, hun
passet. — Det var hendes rødmen, som han syntes
var saa underlig — det lignet hende saa litet.
Den aften kom Fransiska hjem, før han gik. Han
hadde set hende litet siden jul — men nok til at
merke, at han var hende fuldstændig likegyldig. Der
var ikke tale om luner og barnagtig uskikkelighet
mere. Det var bare, som hun ikke saa andre men*
nesker længer — et eller andet optok hende fuld*
stændig. Sommetider gik hun rent som i søvne.
Men han blev ved at opsøke Jenny allikevel,
baade paa det trattori, hvor hun pleiet spise, og
hjemme paa hendes værelse. Han visste neppe selv,
hvorfor han gjorde det. Men det var, som han
trængte til at se hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
