Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Treogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
WAi.TER SCOTT
»Hvo tør fængsle en af Zions Tempels Riddere inden for hans eget
Præceptoriums Omraade og i Stormesterens Nærværelse? Og efter hvis
Bud udføres denne dristige Krænkelse?«
»Jeg udfører Fængslingen,« svarede Ridderen — »jeg, Henry
Bo-hun, Jarl af Essex, Lord-Overkonstabel af England.«
»Og han fængsler Malvoisin,« sagde Kongen og slog sit Visir op,
»efter Befaling af Richard Plantagenet, som er her til Stede. Conrad
Mont-Fitchet, det er vel for dig, at du ikke er født som min Undersaat.
Men hvad dig angaar, Malvoisin, saa skal du dø tillige med din Broder
Philip, inden Verden er bleven en Uge ældre.«
»Jeg vil modsætte mig din Dom,« sagde Stormesteren.
»Stolte Tempelherre,« sagde Kongen, »det kan du ikke — se op,
og se, Englands kongelige Banner vajer over dit Taarn i Stedet for dit
Tempelbanner. Vær klog, Beaumanoir, og gør ingen unyttig Modstand.
Din Haand er i Løvens Gab.«
»Jeg vil anklage dig i Rom,« sagde Stormesteren, »for Overgreb
imod vor Ordens Friheder og Rettigheder. »Nej aldrig! Kapellaner!
istem Salmen: Quare fremuerunt Gentes! Riddere, Væbnere og Tjenere
af det hellige Tempel, vær rede til at følge Banneret Beau-séant/«
Med disse Ord gav Stormesteren Tegnet til Afmarch uden at
oppebie noget Svar. Deres Trompeter blæste en vild March af østerlandsk
Karakter, der var Tempelherrernes sædvanlige Signal til Fremrykning.
De forandrede deres Opstilling fra en Linje til en Marchkolonne og
drog bort saa langsomt, som deres Heste kunde gaa, ligesom for at vise,
at det kun var deres Stormesters Vilje og ikke Frygt for den overlegne
Stj^rke, der stod imod dem, som bragte dem til at trække sig tilbage.
Under den Tummel, som fulgte med Tempelherrernes Bortmarch,
saa og hørte Rebekka intet — hun var sunket i sin bedagede Faders
Arme, svimmel og næsten bevidstløs af den hurtige Veksel i
Begivenhederne omkring hende. Men et Ord fra Isak vakte hende til sidst af
hendes Bedøvelse.
»Lad os gaa,« sagde han, »min kære Datter, min genvundne Skat
— lad os gaa hen og kaste os for den gode unge Mands Fødder.«
»Ak nej,« sagde Rebekka, »ak nej — nej — nej — jeg tør ikke tale
til ham i dette Øjeblik. Ak, jeg vilde da sige mere end — nej, Fader,
lad os straks forlade dette onde Sted.«
Da Jødinden, der havde været Genstand for Hovedinteressen paa
denne Dag, nu ubemærket var forsvunden, vendte Folkets
Opmærksomhed sig til den sorte Ridder. Det fyldte nu Luften med Raabene:
»Længe leve Richard Løvehjerte, og ned med de frække Tempelherrer!«
»Hvad nyt fra York, gæve Jarl?« sagde Ivanhoe til Jarlen af Essex;
»vil Oprørerne vente paa os der?«
»Ikke mere end Decembersne vil vente paa Julisol,« sagde Jarlen :
»de spredes ad, og hvem andre kom vel jagende for at bringe os denne
Efterretning end Johan selv!«
»Den Forræder! den utaknemlige, frække Forræder!« sagde
Ivanhoe; »lod Richard ham ikke kaste i Fængsel?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
