Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
wai.ter scott
»Ja men, ved Bromeholms Kors, det var slet ikke nogen Roman!«
sagde Athelstane. »Et Bygbrød og et Krus Vand — det gav de mig, de
karrige Niddinger, som min Fader og jeg havde overøst med Gaver, da
de ikke havde andet at leve af end de Sider Flæsk og Maal Korn, som
de ved sledske Ord lokkede ud af fattige Livegne og Bønder til Gengæld
for deres Bønner — det utaknemlige Øglekuld — Bj’gbrød og
Grøftevand til saadan en Herre, som jeg havde været dem! Jeg skal ryge dem
ud af deres Bede, om jeg saa skal blive sat i Ban derfor!«
»Men i vor Frues Navn, ædle Athelstane, »sagde Cedric og greb sin
Vens Haand, »hvorledes undslap du denne overhængende Fare?
—ynkedes deres Hjerter?«
»Deres Hjerter ynkes!« gentog Athelstane. »Smeltes Klipperne af
Solen? Jeg vilde have været der endnu, naar ikke et Børe i Klosteret,
som jeg nu skønner var deres Procession hid for at gøre sig til gode ved
mit Begravelsesmaaltid, skønt de vel vidste, hvordan og hvor jeg var
levende begraven, havde jaget Sværmen ud af deres Kube. Jeg hørte
dem brumme Ligsalmerne og tænkte lidet paa, at de blev sungne til
bedste for min Sjæl af dem, der saaledes udhungrede mit Legeme. De
gik imidlertid, og jeg ventede længe paa Føde — og intet Under var det
— den gigtsvage Sakristan havde altfor travlt med at sørge for sig selv,
til at han skulde tænke paa mig. Endelig kom han da ned med vaklende
Skridt og lugtede stærkt af Vin og Krydderi. Det gode Maaltid havde
gjort hans Hjerte blødt, thi han gav mig et Stykke Postej og et Krus
Vin i Stedet for min almindelige Kost. Jeg spiste, drak og blev styrket,
og til al Lykke ravede Sakristanen for meget til, at han kunde passe sin
Forretning som Slutter rigtig. Han drejede Nøglen om udenfor Laasen,
saa at Døren blev staaende paa Klem. Lyset, Maden og Vinen gjorde
mig opfindsom. Den Jernkrampe, hvortil min Lænke var gjort fast, var
mere rusten, end jeg og den nedrige Abbed havde troet. Selv Jern
maatte til sidst fortæres i det djævelske Fangehuls fugtige Luft.«
»Giv lidt Stunder, ædle Athelstane,« sagde Bichard, »og nyd en
Forfriskning, inden I gaar videre med eders forfærdelige Fortælling.«
»Spise!« sagde Athelstane; »jeg har spist fem Gange i Dag — men
et Stykke af den saftige Skinke vilde for Besten ikke være af Vejen, og
jeg beder eder, ædle Herre, at gøre mig Besked i et Bæger Vin.«
Skønt Gæsterne endnu var saare betagne af Forbavselse, tømte de
et Bæger med deres genopstandne Vært, som derefter vedblev med sin
Fortælling om, hvorledes han havde overrasket Sakristanen og en anden
Munk, slaaet dem i Gulvet og løst sine Lænker. I Stalden havde han
saa fundet en Hest og var redet hjem til sin egen Borg, hvor man kun
havde ladet ham slippe ind, i sin Ligklædning med Hætte over Ansigtet,
fordi man troede ham i Ledtog med en Gøglerbande.
Athelstane var næppe færdig med denne usammenhængende
Skildring, før han udgød sig i vilde Forbandelser og Løfter om Hævn over
de forræderske Munke. Han vilde slet ikke høre paa Cedrics flammende
Ord om at glemme disse Smaating for at vi sit genvundne Liv til
Angel-sachsernes hellige Sag, og han fortørnede højlig sin gamle Frænde ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
