Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otteogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
195
»En kristen Præst!« sagde Ridderen glad; »hent ham hid, Rebekka,
hvis du kan — sig, at en syg Mand attraar hans aandelige Bistand —
sig, hvad du vil, men bring ham hid — Noget maa jeg gøre eller
forsøge, men hvorledes kan jeg tage nogen Beslutning, forinden jeg ved,
hvorledes Sagerne staar udenfor?«
Overensstemmende med Ivanhoes Ønske gjorde Rebekka det
Forsøg paa at bringe Cedric ind i den saarede Ridders Kammer, der, som
vi allerede har set, forhindredes af Urfried, som ligeledes havde været
paa Udkig efter den formentlige Munk for at faa fat i ham. Rebekka
gik tilbage for at meddele Ivanhoe Udfaldet.
De fik ikke synderlig lang Tid til at beklage, at denne Kilde til
nærmere Oplysninger havde svigtet dem, eller til at grunde over, ved hvilke
Midler slig Underretning kunde faas; thi Larmen i Rorgen, som voldtes
ved Forsvarsforanstaltningerne, og som i nogen Tid havde været
bety-delig, blev nu tifold stærkere, og Bulder og Raab hørtes alle Vegne.
Riddernes Stemmer hørtes, idet de opmuntrede deres Mænd eller ledede
Forsvaret, medens deres Befalinger ofte overdøvedes af Vaabnenes
Klirren eller de larmende Raab fra dem, hvem de tiltalte.
Men Ivanhoe var glødende af Utaalmodighed over sin
Uvirksomhed. »Kunde jeg blot,« sagde han, »slæbe mig hen til Vinduet, saa at
jeg kunde se, hvorledes det gaar i denne Dyst. Havde jeg blot en Bue
til at afskyde en Pil eller en Stridsøkse til at slaa, om det saa blot var
et eneste Slag, for vor Befrielse! Det er forgæves — forgæves —jeg
har hverken Kræfter eller Vaaben.«
»Græm dig ikke, ædle Bidder,« svarede Rebekka; »Larmen er med
ét ophørt — maaske bliver det ikke til noget med Kampen.«
»Du forstaar dig ikke derpaa,« sagde Wilfred utaalmodig; »denne
Stilhed viser kun, at Folkene nu er paa Post paa Murene og om et
Øjeblik venter et Angreb. Kunde jeg blot komme hen til det Vindue’«
»Du vil kun skade dig selv ved at forsøge derpaa, ædle Ridder,«
svarede hans Plejerske. Men da hun bemærkede den store Uro, hvoraf
han var betagen, tilføjede hun i en bestemt Tone: »Jeg skal selv staa
ved Vinduet og, saa godt jeg kan, beskrive for dig, hvad der foregaar
udenfor.«
»Rebekka, kære Rebekka!« udbrød Ivanhoe; »det er ikke nogen
Tidsfordriv for en Jomfru — udsæt dig ikke for at blive saaret eller
dræbt, thi jeg vilde være evig ulykkelig, om jeg havde givet Anledning
dertil; dæk dig i alt Fald med det gamle Skjold der, og vis saa lidt som
muligt af din Person ved Vinduet.«
Med beundringsværdig Hurtighed fulgte Rebekka Ivanhoes
Forskrifter, og idet hun skaffede sig Beskyttelse bag et stort, gammelt
Skjold, som hun stillede op for den nedre Del af Vinduet, kunde hun i
taalelig Sikkerhed for sin Person se en Del af, hvad der foregik uden
for Borgen, og melde Ivanhoe de Forberedelser, som Angriberne traf
til Stormen. Den Plads, Rebekka saaledes havde faaet, var særdeles
gunstig for dette Formaal, thi da hun befandt sig i et Hjørne af
Hovedbygningen, kunde hun ikke blot se, hvad der foregik udenfor Borgens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
