Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Seksogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
walter scott
udgød de spæde Børns Blod, for at intet mandligt Afkom af Torquil
Wolfgangers Hus skulde overleve ham — med ham har du levet i
brødefuld Elskovs Trællelænker!«
»Ja, i brødefulde Lænker, men ikke i Elskovslænker,« svarede det
gamle Fruentimmer; »Kærligheden vil snarere vise sig i de evig
fordømtes Boliger end i disse vanhellige Haller. Nej, det kan jeg i alt Fald
ikke bebrejde mig — brændende Had til Front-de-Boeuf og hans Slægt
opfyldte min Sjæl, selv naar jeg hvilede i hans brødefulde Favn.«
»Du hadede ham, og dog levede du,« svarede Cedric. »Elendige!
var der ingen Dolk — ingen Kniv — ingen Naal? Godt var det for
dig, siden du satte Pris paa en saadan Tilværelse, at en normannisk
Borgs Hemmeligheder er som Gravens. Thi havde jeg kun drømt om,
at Torquils Datter levede i skændigt Samkvem med sin Faders Morder,
saa skulde en ægte Angelsachsers Sværd have fundet dig selv i din
Bolers Arme.«
»Vilde du virkelig saaledes have øvet Betfærdighed imod Torquils
Navn?« sagde Ulrica, thi nu kan vi aflægge hendes paatagne Navn
Urfried; »saa er du altsaa den ægte Angelsachser, Bygtet siger dig at
være! Thi selv inden for disse Mure, hvor, som du med Sandhed siger,
Brøde hyller sig i uugrundelig Hemmelighed, selv der har Cedrics
Navn lydt — og jeg, ussel og vanæret som jeg er, har frydet mig ved
Tanken om, at der endnu levede en Hævner af vort ulykkelige Folk.
Ogsaa jeg har havt mine Hævntimer — jeg har pustet til vore Fjenders
Trætter, ophidset drukne Mænd til Kamp og Mord — jeg har set deres
Blod rinde — jeg har hørt deres Dødsrallen! Se paa mig, Cedric — er
der ikke endnu paa dette hæslige og falmede Ansigt nogle Spor tilbage
af Torquils Træk?«
»Spørg mig ikke derom, Ulrica,« svarede Cedric i en Tone, i hvilken
Kummer var blandet med Gru og Væmmelse; »det er en Lighed som
den, Genfærdet har, der gaar frem af den Dødes Grav, naar en Djævel
har bragt Liv i det livløse Legeme.«
»Lad saa være,« svarede Ulrica; »men dog var disse djævelske
Træk en Lysets Engels Maske, da de var i Stand til at vække Strid
mellem den ældre Front-de-Boeuf og hans Søn Beginald. Helvedes
Mørke skulde skjule, hvad der fulgte paa, men Hævnen maa løfte Sløret
og sagte berette, hvad der vilde kalde de Døde op af Gravene, om det
blev sagt højt. Længe havde Splidens Ild ulmet mellem den tyranniske
Fader og hans vilde Søn — længe havde jeg lønlig næret det unaturlige
Had — under et vildt Drikkelag, da de var berusede, blussede det op,
og ved sit eget Bord faldt min Voldsmand for sin egen Søns Haand —
af slig Art er de Hemmeligheder, som disse Hvælvinger skjule! Brist,
I forbandede Buer,« tilføjede hun og saa op imod Loftet, »og begrav i
eders Fald alle, som kende den gyselige Hemmelighed!«
»Og du, elendige, brødefulde Skabning,« sagde Cedric, »hvad blev
din Lod ved hans Død, som havde øvet Vold imod dig?«
»Gæt det, men spørg ikke derom. Her — her har jeg levet, indtil
Alderdommen, en Alderdom før Tiden, har præget mit Ansigt med sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
