Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sekstende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
115
staaende Ridders høje Hjelmbusk og gyldne Sporer, holdt Eremiten,
sandsynligvis forandrende sine oprindelige Hensigter, sine
Hjælpetroppers Raseri i Tømme, slog over i en trevent høflig Tone og bød
Ridderen træde indenfor i sin Hytte, idet han undskyldte sin Ulyst
til at lukke op for sin Bolig efter Solnedgang ved at henvise til de mange
Røvere og Fredløse, der strejfede om og hverken havde Ærbødighed
for Vor Frue eller St. Dunstan eller for de hellige Mænd, der tilbragte
Livet i disses Tjeneste.
»Eders Celles Fattigdom, gode Fader«, sagde Bidderen, idet han
saa sig om og ikke opdagede andet end et Leje af Løv, et grovt
ud-skaaret Egetræs Krucifiks, en Messebog samt et raat tilhugget Bord, et
Par Stole og nogle Stykker simpelt Husgeraad — »Eders Celles
Fattigdom skulde synes at yde tilstrækkeligt Værn imod ethvert Overfald af
Røvere, for ikke at tale om den Iljælp, I kan have af to paalidelige
Hunde, der ser ud til at være store og stærke nok til at gøre det af med
en Hjort og naturligvis ogsaa til at tage det op med de fleste Mennesker«.
»Den gode Skovfoged«, sagde Eremiten, »har tilladt mig at have
disse Dyr hos mig til at beskytte mig i min Ensomhed, indtil Tiderne
bliver bedre«.
Ved disse Ord satte han sin Kerte i en snoet Jernarm, der tjente
som Lysestage, og idet han satte det trebenede Egetræs Bord hen foran
den hendøende Ild, som han friskede op med noget tørt Træ, satte
han en Stol hen paa den ene Side af Bordet og vinkede til Ridderen,
at han skulde gøre ligesaa paa den anden Side.
De satte sig ned og stirrede meget alvorlig paa hinanden, medens
hver især i sit stille Sind tænkte, at han sjeldent havde set en kraftigere
og mere athletisk Skikkelse end den, der sad lige overfor ham.
»Ærværdige Eremit«, sagde Ridderen efter længe at have stirret
stivt paa sin Vært, »om jeg ikke derved forstyrrede eders fromme
Betragtninger, vilde jeg gerne spørge eders Hellighed om tre Ting: for
det første, hvor jeg skal sætte min Hest, for det andet, hvad Aftensmad
jeg kan faa, og for det tredje, hvor jeg skal tage Natteleje«.
»Jeg vil svare eder med min Finger«, sagde Eremiten, »efterdi det
strider imod mine Grundsætninger at tale med Ord, naar Tegn kunne
gøre samme Nytte«. Med disse Ord pegede han efter hinanden paa to
Hjørner af Hytten. »Eders Stald«, sagde han, »er der — eders Seng er
der; og«, tilføjede han, idet han fra en Hylde bagved sig nedtog en
Træskaal med et Par Ilaandfulde tørrede Ærter og satte den paa
Bordet, »eders Aftensmad er her«.
Ridderen trak paa Skulderen, gik ud af Hytten, trak sin Hest, som
han midlertidig havde bundet til et Træ, ind i den og tog med megen
Omhu Sadlen af den, hvorpaa han bredte sin egen Kappe over Dyrets
trætte Ryg.
Eremiten syntes at røres lidt af Medlidenhed ved den Omhu og
Indsigt, hvormed den fremmede sørgede for sin Hest, og idet han
mumlede noget om Foder, som Skovfogden havde liggende her til sin
Hest, trak han et Knippe Hø frem fra en Krog og spredte det for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
