Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
WALTER SCOTT
frem for Hs. Naade, for at han kunde modtage Lønnen for sin
Tapperhed.
Johans Nysgerrighed var vakt ved den Hemmelighedsfuldhed,
hvormed den Fremmede omgav sig, og da han allerede var misfornøjet med
Udfaldet af Turneringen, i hvilken de Udfordrende, som han skænkede
sin Gunst, lykkelig var blevne besejrede af én Ridder, svarede han
Marchallerne stolt: »Ved Glorien om vor Frues Pande, denne arveløse
Ridder maa have mistet ikke blot sine Godser, men ogsaa sin Høflighed,
siden han attraar at vise sig for os uden at blotte sit Ansigt. Vide I,
Mylords,« sagde han, idet han vendte sig 0111 til sit Følge, »hvem denne
gæve Riddersmand kan være, siden han træder saa stolt op?«
»Jeg kan ikke gætte det,« svarede de Rracy, »ej beller havde jeg
troet, at der indenfor de fire Have, som omslynger Bretland, var nogen
Helt, der kunde kaste disse fem Riddere af Sadlen i én Dags Turnering.
Ved min Tro, jeg skal aldrig glemme den Kraft, hvormed han stødte de
Vipont ned. Den stakkels Hospitalsridder blev kastet af sin Sadel som
en Sten af en Slynge.«
»Gør eder ikke til af det,« sagde en tilstedeværende
Johanniterridder; »eders Tempelherre havde ikke bedre Held. Jeg saa eders
gæveste Ridder, Bois-Guilbert, tumle tre Gange rundt og ved hver
Omdrejning faa Hænderne fulde af Sand.«
De Bracy, som hørte til Tempelherrernes Parti, vilde have svaret,
men forhindredes deri af Prins Johan. »Stille, I Herrer!« sagde ban;
»hvad Gavn har vi af en saadan Ordstrid?«
»Sejrherren,« sagde Marchallen, »venter endnu paa Eders Højheds
Bestemmelse.«
»Det er vor Vilje,« svarede Johan, »at han skal vente, indtil vi
erfarer, om der ikke er en, som i al Fald kan gætte hans Navn og Rang.
Om han saa skulde vente, til det blev Nat, har han haft Arbejde nok til,
at det kan holde ham varm.«
»Eders Naade,« sagde Valdemar Fitzurse, »vil ikke vise Sejrherren
skyldig Ære, om I nøder ham til at vente, til at sige Eders Højhed, hvad
vi ikke kan vide; i al Fald kan jeg ikke gætte paa nogen —
medmindre han er en af de gode Riddere, som fulgte med Kong Richard til
Palæstina, og som nu, den ene efter den anden, kommer hjem fra det
hellige Land.«
»Kan hænde sig, det er Greven af Salisbury,« sagde de Bracy; »han
er omtrent af samme Højde.«
»Snarere Sir Thomas de Multon, Bidderen af Gilsland,« sagde
Fitzurse; »Salisbury er sværere bygget.« Der opstod en Hvisken blandt
Følget, men fra hvem den først kom, kunde man ikke komme paa det
rene med. »Det er maaske Kongen — det er maaske Richard
Løvehjerte selv!«
»Det forbyde Gud!« sagde Prins Johan, idet han blev bleg som et
Lig og fo’r sammen, som om han var ramt af en Lynstraale;
»Valdemar! — de Bracy! gæve Biddere og Herrer, husk paa eders Løfte og
staa mig trolig bi!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
