Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brækning ... - Ordbøgerne: D - dispraise ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
staten af kr. 2.53 pr. l. à 100 pct. alkoholstyrke; paa
den anden side har de en godtgjørelse for svinding under
opbevaringen af 16 øre pr. l. Som brændevinsafgift
indkom i statskassen 1903—04 5.2, 1904—05 3.1, 1905—06
4.2 mill. kr. Af fiskale hensyn foregaar tilvirkning, der
kan finde sted fra 1 sept. til 30 juni, under stadig
kontrol fra det offentliges side. Udførselen af brændevin
og spiritus, beregnet til 50 pct. alkoholstyrke, havde i
aarene 1901—05 gjennemsnitlig aarlig en værdi af 1.5
mill. kr. — Ogsaa i Danmark har udviklingen af
b.-industrien gaaet i retning af bedriftens koncentration paa
stedse færre anlæg. Disses antal var i 1870 317, 1880
219, 1890 113, 1900 52 og i 1905 40. Tilvirkningen
udgjorde i dette sidste aar ialt 33 mill. l. à 50 pct.
alkoholstyrke. — I Sverige udgjør den aarlige tilvirkning ca.
40 mill. l. à 50 pct.; fra sept. 1907 er 95 pct. af denne
produktion samlet under en b.-trust.
Brændevin er en alm. betegnelse for sterkere (oftest
30 à 60 pct. alkoholholdige) ved destillation erholdte
alkoholiske drikke. De vigtigste b. er:
1. potetes-b. (spiritus);
2. korn-b. af hvede, byg eller rug;
3. melassesprit af den fra runkelroesukker-fabrikationen
faldne sidste sirup; disse indeholder lige indtil 96 pct.
alkohol;
4. konjak (fransk b. eller vinsprit), destilleret
af vin; lign. produkter er: armagnak og tenaréze;
5. rum, destilleret af gjæret melasse fra sukkerrøret;
6. arak, udvundet af ris; ved tilsætning af sukker faaes
arakpunsch;
7. likører, der er blandinger af fuselfri
sprit med æteriske oljer og mere eller mindre sukker,
f. eks. rataffia (ofte af kirsebær), crème samt
maraschino; den sidste indeholder udtræk af kjerner
af vildtvoksende kirsebær og er derfor lidt blaasyreholdig;
absinth med udtræk af malurt og anis;
bitter, der indeholder forskjellige bitterstoffe etc.;
8. egentlig toddy, af gjæret palmesaft;
9. whisky, der er et slags raa-b. af røget kornmalt;
10. genever, af rug med tilsætning af enebær;
11. akevit, der er potetes- eller hvedesprit med tilsætning af
karve eller andre essenser; til samme klasse kan regnes den svenske
«renad», pomerans o. fl. (Se forøvrigt de enkelte
specialart. samt Afholdssagen, Alkohol,
Alkoholbeskatning, Brænderi, Destillation, Spiritus.)
Brændevinsbeskatning, se Alkoholbeskatning.
Brændevinslovgivning. Da misbrug af alkoholholdige
drikke, navnlig saadanne med brændevinenes
styrkegrader, let kan lede til det enkelte menneskes
fysiske og moralske ødelæggelse og socialt afgiver en
kilde til sedelig forvildelse, kriminalitet og andre
samfundsonder, er i alle moderne kulturstater den opfatning
trængt igjennem, at tilvirkning, salg og til en vis grad
forbrug af saadanne drikke bør være samfundets kontrol
underkastet. B. tager derfor først og fremst, af sociale og
sanitære hensyn, sigte paa at begrænse misbrug af dem.
B. er et udslag af samfundets behov for selvbeskyttelse.
Men b. har tillige en fiskal side, samtidig som middel og
som maal. Da brugen af brændevin fra et næringsfysiologisk
synspunkt kun har ringe værd, repræsenterer det som
nydelsesmiddel nærmest et luksusbehov, hvis tilfredsstillelse,
som overflødigt, enhver kan (og mange siger bør)
unddrage sig. Denne brug er derfor i fortrinlig grad
egnet til at være gjenstand for beskatning. B.s historie
frembyder ogsaa et broget billede af forholdsregler,
dikteret snart overveiende ud fra socialt, snart fra fiskalt
synspunkt, idet dog det første i de fleste lande er traadt
stedse mere i forgrunden. B. er i vort land næsten
ligesaa gammel som brændevinet selv. Biskop Olav
Engelbrektssøn omtales som den første, der indførte
aqua vitæ til landet (1531), og snart havde den nye
drik vundet almindeligt indpas. Det maa opfattes som
et vidnesbyrd om den forargelse, misbrugen heraf ofte
afstedkom, at Kristian IV 1624 nedlagde forbud mod
brændevinets anvendelse ved brylluper og i 1638 forbød
medlemmer af den geistlige stand at brænde brændevin
i sine huse. Udover i det 17 aarh. forekommer
allerede talrige politiforordninger, hvis hensigt var at lægge
en hemsko paa den fri handel med brændevin. Tiltrods
herfor tiltog brugen i foruroligende udstrækning, og for
at raade bod herpaa blev al brænding forbudt, 1756
søndenfjelds og 1759 nordenfjelds. Dette almindelige,
men slet efterlevede forbud ændredes 1767 derhen, at
brændingen i byerne blev gjort afhængig af bevilling,
idet der samtidig blev truffet den bestemmelse, at der
i hver by kun maatte findes et begrænset antal
brændere, som imidlertid erholdt fri adgang til at omsætte
sit produkt. Paa landet vedblev al brænding indtil 1816
i det mindste i navnet at være helt forbudt. Heri skede
en radikal forandring ved loven af 1 juli 1816. «Til
agerbrugets og fædriftens opkomst» og i overensstemmelse
med grundlovens bestemmelser om alm. næringsfrihed
blev der nemlig ved denne lov givet enhver eier eller
bruger af matrikuleret jord tilladelse til at brænde
brændevin efter forgodtbefindende, saasandt raastoffet
var selvavlet og ikke indkjøbt. Istedetfor det hidtil
benyttede afgiftssystem skulde der herefter paa matrikulen
udlignes en alm. brændevinsskat, som blev at erlægge,
enten man benyttede sig af sin ret eller ikke. Hermed
var retten til brændevinsbrænding paa landet praktisk
talt frigivet. I kjøb- og ladestederne blev der lagt en
afgift paa kjedlerne, hvorhos blev bestemt, at disse
herefter skulde holde mindst 200 potter (liter). Ved disse
forholdsregler øgedes brændevinstilvirkingen og dermed
forbruget snart i en uhyggelig grad: fra 1814 indtil
1830-aarene fra gjennemsnitlig omkr. 3.4 liter (à 100 pct.) til
8 liter pr. individ; og man regnede 1827, at der fandtes
omkr. 11000 brændevinskjedler i landet. Stortinget havde
i det aar b. til revision; men man nøiede sig med at søge
det uindskrænkede smaasalg i nogen grad hemmet.
Et skridt videre paa denne vei gik man først i 1837.
I 1830-aarene opkom «maadeholdsforeningerne», og det
systematiske arbeide for at bekjæmpe drikkeondet fik
derved et sterkt fremstød. Dette satte sine første spor i
brændevinsloven af 4 aug. 1845, som gav husbrændingen dens knæk
ved at bestemme, at brændevinskjedlerne heller ikke
paa landet maatte være under 200 potters rumfang.
I 1848 indførtes en skjærpet kontrol med brændevinsbrændingen.
Maadeholdsbevægelsen afløstes snart af den socialt
og politisk langt mere vidtgaaende afholdssag (s. d.),
der i stor udstrækning i løbet af de sidste 50 aar har
medvirket til radikalt at omforme vor b. Et af dennes
midler til at hemme forbruget har været stadig at
fordyre varen ved at forøge produktionsafgiften (og tolden).
Medens derved loven af 1845 blev fastsat en produktionsafgift
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
