Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 480
Sidste Leveaar og Digtning.
„Holger Danske" o. s. v. — til det blev
overfyldt, fer vi vidste af det, blev egentlig et
Over-fledighedshorn, at det med sit rede Guld, draget
op af „de Underjordiske", maatte være Dem et
lille dagligt Minde, ej biot om de mange Smaa,
som hver Gang De ser til Bunds i Guldhornet,
titte op deraf og smile til den kjære Ingemann —
men om den Kjærlighed, hvormed De under hver
en Morgen- og Aftensang, gjemmes i det danske
Folks Hjærte! — Gud velsigne Dem og Deres
kjære trofaste Hustru, han gjere Aftenstunden
lykkelig for Dem, ja Deres sidste Dag til den
allerbedste!" —
Ingemann var ellers ikke den, der yndede
at vise Andre sine Felelser; men her holdt det
haardt for ham at trænge sin indre Bevægelse
tilbage; kun med Meje fik han Takkeordene
frem.
Saa gik man ind i Huset. Storstuen kunde
næppe rumme Alle dem, som vare velkomne.
Johannisbergervin, som Kong Christian VIII i sin
Tid havde bragt med fra Rhinegnene, var sendt
fra Enkedronningen til hendes soranske Yndlings
Jubelfest. Fyldt med depne kostelige Drue, gik
Guldhornet om; og da Alle havde drukket deraf,
oplæste Bojsen et Lykenskningsdigt fra sin
Svigerfader til hans gamle Digterfrænde. Herpaa svarede
Ingemann, bestandig inderlig bevæget, med: „ Tak
til Venner i Danmark".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
