Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - X. Det ingemannske Hus. — Mange Venner, én Fjende. — Tidsrøret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438
Det ingeinaanske Hus. —
Jeg maa lytte til Tidens Luftningsstrom;
jeg maa se, om Folkets Liv var en Drøm,
som jeg saa det i Mindernes Kilde.
Og vorder det Gamle da ungt en Gang.
saa skal jeg sjunge min Svanesang
i Morgenstraaler fuldmilde". —
Det var dog godt, at Ingemanns Bur var
stænget; det kunde ellers let have gaaet den
gamle Sanger, som hin Fugl, der efter mange
Aars Forløb fik sin Frihed — og saa blev et
Offer for sine Artsfællers Næb. —
Den Slægt, der var voxet op i hfn Snés Aar,
Ingemann havde været i Sorø, var en hel anden
end den, der havde grædt over „Blanca" eller
fordybet sig i Schellings romantiske Pantheisme.
Hegel havde rejst den logiske Idés Fane, og hans
Spekulation var her i Landet bleven introduceret
af Ingemanns gamle Antagonist Heiberg, som
nylig havde udgivet „Persevs", hvor de unge
Højrehegelianere havde givet Møde. Skolens
Venstre havde begyndt sit kritiske
Nedbrydnings-værk i Tyskkind, Qg havde ogsaa her sine
Repræsentanter som Fr. Bech og Hans Brøchner,
der netop paa den Tid gav sig til at oversætte
Strausz’ Dogmatik. Den poesielskende Ungdom
var underkastet byronske Impulser, og her som
i Tyskland satte de jødiske Forfattere, Borne og
Heine, trediveaarige Samfundsreformatorers Sind
i Bevægelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
