Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Deel - XII. Fasten. Allegris Misserere i det sixtinske Capel. Besøget hos Bernardo. Annunziata
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saaledes som jeg i dette øieblik elskede disse, maae salige
Aander elske hinanden. Den Fred, jeg i Bønnen
søgte, men ikte fandt, strømmede her ved Tøner ind
i mit Hjerte.
Da Miserere var til Ende, Alle borte, sad jeg
hos Bernardo paa hans Værelse. Aarligt rakte
jeg ham Haanden, talte, som min begeistrede Sjæl
drev mig til, min Læbe fik Veltalenhed; Allegris
Miserere, vort Venskab, mit hele sælsomme Livs
Eventyr gav Stos nok dertil; jeg sortalte, hvor
aandelig snnd Mnsiken havde gjort mig, hvor tnngt
mit Hjerte forhen havde været, om min Liden, Angst
og Melancholie, den lange Fastetid, nden dog at sige,
hvad Deel han eller Annnnziata havde deri, men
det var ogsaa den eneste lille Fold i Hjertet, jeg ikke
ndviklede sor ham. Han loe ad mig, sagde, jeg var
et daarligt Mandsolk, det var Hyrdelivet hos
Dømenica, og Signora al denne
Fruentimmer-opdragelse og endelig Iesuiterskoleu, der havde
sor-dærvet mig. Mit hede, varme italienske Blod var
spædt med Gedemelk, min trappistiske Afholdenhed
gjorde mig syg, jeg trængte til en lille tam Fugl, der
kunde synge mig ud as Drømmeverdenen; jeg sknlde
være et Menneske, som de Andre, saa kom jeg mig
paa Sjæl og Legeme.
„Vi ere meget forskjellige, Bernardo!" sagde
jeg, „og dog hænger mit Hjerte fornnderligt ved
Dig, tidt ønsker jeg, at vi altid knnde være
sammen."
„Det vilde være daarligt for Venskabet," soarede .
han, „nei, da vilde det være slidt op^ sør vi vidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
