Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om vildtets tæft og hundens lugtesans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
merkes, at det sist nævnte veir ogsaa nedsætter hundens lugte
evne. Derfor er morgen- og aftentimerne som regel de heldigste
for jagten. Dertil kommer, at fuglen da ogsaa er mest i bevægelse.
I enkelte jagtbøger læses at vildtet, nåar det sidder stille, har
evnen til vilkaarlig at holde sin tæft tilbage. Dette er dog vel endnu
et aabent spørgsmaal, Sandsynlig er imidlertid, at en fugl, der op
skræmt kaster sig ned, ved at presse fjerene tæt til kroppen og
ligge aldeles urørlig, den første tid udsender meget ringe lugt,
Hunden springer ofte lige over en saadan fugl og merker den ikke,
før dens næse kommer nogle faa tommer fra fuglen. Imidlertid vil
uddunstningen lidt efter lidt sprede sig omkring den trykkende fugl,
seiv om den ligger helt urørlig. En anden sag er, fuglen kan ligge
saaledes, f. eks. saa dvbt i et hui eller en fure i marken, at vinden
stryger hen over den, og tæften bli’r liggende tæt rundt fuglen.
Haren vælger sin hvileplads saadan, at vinden blæser hen over
dens ryg uden at føre nogen lugt med. Sidder den derimod høit,
kan man se hunden trække an paa langt hold.
En raphøne, som kaster sig i en roemark med høie og tætte
blade, kan ofte ikke findes af hunden, seiv om man fører den lige
hen til stedet, hvor man saa hønen slaa ned. Den jæger, der paa
staar hans hund altid finder en saadan fugl, har ikke megen er
faring paa jagt, eller han glemmer rent de gange, da hans hund ikke
fandt fuglen!
Det er derfor meget uheldig, nåar en dommer paa en jagtprøve
opfordrer en af de deltagende til med sin hund at søge saadanne
Jøse fugle" umiddelbart efter at de er slaat ned, og lægger sær
lig vegt paa udfaldet. Det vil nemlig bero paa et rent slumpetræf,
om hunden finder den fugl.
At samme forhold kan indtræde med en hel flok véd alle jægere;
man ser tydelig flokken slaa ned, men hunden kan ikke finde den.
I saadanne tilfælde, da man formoder hunden har gaaet forbi, til
raader jeg at gaa tilbage til udgangsstedet og vente en fem, ti
minutter, før man igjen lader den gaa frem, saa tæften kan faa tid
til at udbrede sig. Jeg vil anføre et betegnende eksempel: efter
den finske jagtprøve i 1901 jagede hofråd D. J. Wadén og forfatte
ren raphøns med W.s pointer „Milton Parody", en paa jagt aldeles
glimrende og enestaaende godt dresseret hund med bl. a. fortrinlig
næse. Vi saa raphønsflokken efter skuddet flyve lavt henover og
kaste sig midt i en græsmark, ikke 150 meter fra os. Et minut
efter var vi ved markens kant, og W. lod nu hunden slaa ud over
græsstykket mod vinden. „Milton" tog hele marken fra kant til
kant i tætte zigzaglinier, men intet fandt den. W. udbrød alt i ét:
Hund og jæger 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
