Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Apportering paa jagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
>
Men kan man anlægge en ganske anden maalestok og betegne
det som en feil, nåar en fuglehund gjør det samme? Begge hundes
bevæggrund er nemlig ens: de forstaar dette vildt vil gaa tabt, hvis
de ikke ta’r det med.
Men seiv paa jagtprøver har dornmere gjort sig skyldig i mis
opfatning paa dette omraade og blandet det, at hunden ta’r op en
skadeskudt eller død fugl, som den tilfældig støder paa, sammen
med apportering, der kun maa ske paa befaling!
Hvilken behagelig overraskelse er det ikke nåar vor hund paa
hjemveien kommer bærende med den tiur, som vi slængte et skud
efter paa udturen, men som trods al søgen dengang ikke kunde
findes!
Jeg har endog set ikke-appor-tører (o : hunde, der ikke har lært
at apportere) komme bærende med død fugl, veiledet af sit instinkt
og sin forstand. En ikke-apportør vil dog i de fleste tilfælde kun
ligegyldig snuse til en kold fugl og derpaa fortsætte sit søg, me
dens den ta’r stand for en varm, død fugl. hvoraf der staar
nogen tæft.
Det er hos endel af de nordiske jægere en trosætning, at ap
portering er unyttig, ja skadelig, fordi endel jagtforfattere ikke
bry’r sig om denne færdighed eller efter de engelske forbi 1-
der fraraader at lære pointers og setters apportering. Men om den
nes nytte bør der dog ikke herske tvil. Der forekommer
paa jagt mange tilfælde, hvor man ikke kan faa fat
i en skudt fugl uden hundens hjælp som apportør.
Ganske sandt, den der ikke kan oplære sin hund saa godt, at
den kan bruges til apportering uden at den mister sine øvrige
gode egenskaber, bør sløife denne lærdom; men derfor bør han
ikke udtale en absolut fordømmelse over apporten i sin alminde
lighed og erindre, at en ikke-apportør kun er en halv
hund paa jagt! Og hvad englænderne angaar. saa vilde de
sikkert lære pointers og setters at hente’ den skudte fugl, hvis de
ikke havde egne hunde (retrievers) dertil; de mener altsaa dog
hunden er nødvendig til apportering. Og da vi i Norden ikke
holder retrievers, maa vi benytte vore staaende hunde. Jeg vil hen
vise til amerikanerne, der vel ikke med rette kan beskyldes for at
være upraktiske; de har ikke blindt adopteret de engelske regler.
Amerikaneren har indset, at det eksclusive engelske system fra
„the upper tens" jagt ikke passer for de mere demokratiske for
hold, thi dér, som hos os har hver jæger som regel kun en å to
hunde, og arbt idet kan derfor ikke saadan specialiseres, som i
England.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
