Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jagt-dressuren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
og i Sverige udenfor de nordlige skogfulde egne, i det meste af
det sydlige Finland; derimod kun paa enkelte steder i Norge, hvor
vi derfor maa ty til ryperne. Unge ryper frembyder, som før berørt.
kun faa vanskeligheder for hunden : de trykker saa haardt. at den
unge hund vænner sig til at gaa vel nær indpaa fuglen. En paa rype
oplært hund vil derfor ikke altid være forsigtig nok paa raphøns. Er
hunden derimod fortrolig med disse, kan den uden skade tages med
for rype uden at denne nye jagt vil ha’ uheldig virkning og spores
paa den, nåar den igjen overføres til sine gamle jagtmarker efter
kortere tids forløb.
Bekkasiner er udmerkede at øve den unge hund paa; denne
vildtart (o: Enkeltbekkasinen, den danske ..dobbelte") krævernemlig
stor forsigtighed; men er hunden paa den anden side først dreven
paa bekkasiner, vil den som regel vise sig god paa alt andet vildt.
Men det er jo kun paa ganske enkelte steder i Norden, at bekka
siner forekommer i større mængder, saa man specielt kan søge
disse fugle. Bekkasinen øver en særlig tiltrækning paa hunden, og
en hund, der som ung har været ført meget paa denne vildtart, ses
senere stadig med synlig forkjærlighed at afsøge saadanne steder i
terrænget, hvor den formoder der findes langneb. Enhver liden
myr, sump eller sivsamling gjennempløies, og jeg har set denne
lidenskab udarte i den grad hos enkelte hunde, at den lagde store
hindringer iveien for jagten paa andet vildt. En engelsk setter, som
jeg brugte i tre aar og som i sit første jagtaar var ført meget paa
sumpfugle, forsømte aldrig nogen anledning paa jagt, hvor der fandtes
antydning til bekkasinterræng i nærheden, til at forlade marken og
gjøre afstikkere til de attraaede, ofte langt bortliggende steder. Den
samme lidenskab har mange hunde for andejagt; men dertil bør.
som sagt, de engelske racer siet ikke benyttes. Paa jagt i sjøer,
bække og myrer med hoit siv og hvor hunden plasker i vand. tabes
let samholdet mellem den og føreren, cg en hund, der regelmæssig
benyttes til apportering af ænder fra vand, er næsten altid udenfor
kommando. Ved andejagt bør desuden hunden helst apportere i
knaldet. da de skadeskudte ænder ellers let kommer bort svøm
mende. Hunden paadrager sig desuden gigt og slites tidlig ud ved
at bruges meget i vand.
Med andejagt sigtes naturligvis ikke til at hunden ta’r stand for
de ænder, der trykker i græs og siv langs sjø- eller elvebred eller
i de smaa vaspytter mellem vidjen i høifjeldet, og det gjør heller
intet at hunden en enkelt gang sendes ud for at hente en i våndet
skudt fugl.
Paa raphøns kan hunden ogsaa øves om vaaren, da man van
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
