Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lincoln Forssners siste dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
naive og geniale menneske. Likesom han selv
nedbrøt sine verker, nedbrøt han ogsaa i ubarm-
hjertige epoker det mesterverk, som var ham selv,
hans formue gik tilspilde i den rastløse omflakken
fra sted til sted. I græmmelse over sin utilfreds-
stillede skaperglæde kunde han heller ikke bære
lykken i andre former, et lykkelig egteskap blev
brudt ned — og tilslut fammedes han dødelig
ved bevisstheten om, at tiden ilede fra ham, aar
fulgte paa aar, og han kunde ikke holde dem
igjen. Saa søgte han forglemmelser i bedøvelser
og mørke. Han dækket for lyset i det store atelier,
som ogsaa var hans bolig, og Gud alene maa vite,
hvad han har lidt derinde i det dunkle rum med
de mange ufuldendte verker, som stod der spøkel-
sesagtige utydelige, indhyllet i fugtige lerkapper.
Han kunde holde sig skjult i maaneder. Naar
han saa dukket op i storbyens larm igjen og søkte
sine venner, kunde man formelig føle, hvorledes
han kjæmpet forat ikke hans forfærdelige utro
skulde virke paafaldende. Her var igjen et træk av
hans medfødte fornemhet, han ønsket ikke at være
forstyrrer i et selskap. Han utfoldet et visst lune og
der var altid noget pussig og grotesk over hans
konversation. Han talte om sig selv og sine feil
med en aapenhet, som ikke var frækhet, men
etslags koketteri. Han drak bestandig simpelt
og sterkt brændevin, og den forsigtige maate,
hvorpaa han avslørtet hvilke mængder han tid-
ligere paa dagen hadde sat tillivs, virket god-
modig selvraljerende. Det hændte, at han randt
108
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
