Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Lincoln Forssners siste dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bragte forestillingen om en dyp aanden, hvorpaa
han fortsatte:
«Og da maa jeg skynde mig og trykke ham ned
igjen og smække skuffen i.»
Han sa Jan om brevene. Og i hans gestiku-
lation var det som om han i luften tok et vildt
kvælertak paa nogen. Da vennerne ikke sa noget
mer, men bare sat og saa stumt undrende paa
ham, reiste han sig huttig og gik efter en kort
hilsen.
*
Folk la altid merke til ham og vendte sig om
efter ham, naat han gik gjennem lokalet: En
høireist, usedvanlig harmonisk skikkelse, en spæn-
stighet, som ikke var lært i sportslig træning, men
som var ham medfødt og som ganske selvfølge-
lig tilhørte denne lykkelige skapning. Der var
altid over hans fremtræden en stil og elegance,
som røbet en gammel kultur. Saaledes var han
ogsaa i omgang: Stolt, men vindende, dypt tro-
fast og overbærende i venskap, indesluttet mot
fremmede og i det inderste av sin sjæl avvisende
mot alt, som hadde træk av forlorenhet og gu-
lascheti.
Han tilhørte en gammel slægt med dype føtter
i sit fædrelands historie, og han glemte det aldrig,
selv ikke i de perioder, da han var længst nede,
det sat fast i ham som en uavrfystelig forpligtelse,
en menneskeværdi, han ikke kunde krænke uten
at begaa en dødssynd. Han var, hvad man med
106
ad
RA
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Thu Dec 21 00:45:40 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/himhav/0110.html
