Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Himmel og hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kjender ham. Og jeg synes, at jeg sier noget.
Jeg hører min egen stemme: Kom kamerat...
Men det er likesom min stemme kommer
etsteds utenfra mig selv, den pusler i mit eget øre.
Saa strækker jeg haanden frem og berører
mandens arm, hans skjorte er haard, stivnet av kulde.
Og en kuldegysning farer gjennem mine fingre.
Nu ser jeg min haand paafaldende tydelig mot
den andens læderagtige tøi. Haanden er hvit og
synes at være uendelig gammel. I det samme ser
jeg paa mandens hals, huden er gulhvit omkring
hans øre og øret staar stivt og blodløst ut fra
hodet. Og saa dirrer det gjennem mig, først som en
sælsom forundring. Men han er jo død, og straks
efter som en stor sktæk: Han er død, han er død.
Mens det litt før hadde været anstrengende for
mig at komme hen til ham, synes jeg nu, at jeg
maatte slite med usynlige magter i mørket for at
komme væk og hele tiden hamret det gjennem
mig, at jeg var ute paa et forladt skib mange mile
eller mange aar fjernet fra menneskene og at en død
mand var min reisefælle.
Dennegang bringer ikke skrækken mig ut av
visionen; men mørket lukker sig tæt foran mine
øine, saa jeg intet mere ser, og dette mørke blir
stadig tykkere, jeg føler det et øieblik som jeg
driver omkring dypt nede i et kulsort hav; saa
hæves jeg pludselig opover, den voldsomme
trykken mot mit bryst lindres og jeg har igjen
fornemmelse av at være tilstede i noget virkelig, jeg
kjender regnets kjølighet mot mine haandled og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
