Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skjøndt De maae iudrømme mig, at i Grunden er De
^eri en stør Nar."
Otto udviklede, hvilken sælsom Uvillie han ^havde
følt, hvilken piinlig Følelse der l^avde betaget ham øg
gjort ham det umuligt.
„Der ^har De uu gaaet og spillet Martyr!" sagde
Vilhelm leende. „Kuude De ikke strax have sagt,
hvorledes De havde dett^ Saaledes ere de flefte
Menne-fker! de opelfke fig en Sorg, naar de ingen have, de
ville hekler staae i den kolde Skygge, end i det varme
Solskin, og Valget mellem begge staaer os dog frit sor.
Kjære Ven, husk paa: uu ere vi paa Strømmen ! snart
puttes vi i de støre Førretningsslasker, hvor vi, som smaa
Galgemænd, sknlle række og strække øs, nden nøgensinde
at kømme nd, sør Livet er as øs!" Han lagde
sør-trøligt sin Arm øver Ottos Sknlder — „Tidt har jeg
villet tale med Dem om eet Puukt! — Ja, jeg forlauger
ikke, at De fkal skrifte mig hvert Ord og hver Tanke;
jeg veed allerede, at jeg bliver istand til at bevise Dem,
at den Sag ligger i en Region, hvor den ikke kan have
de Kræfter, De tillægger den. J de kolde ^oner virker
et gistigt Bid ikke, som i de varme, en Sorg i
Barn-dommen kan ikke ryste os, som een i den modnere Alder.
Hvad Ulykke De end har prøvet søm Lille, øm De da i
Vildskab De siger selv, De var ellevild hvad De
end da har gjørt, kan ikke øg bør ikke have Jndslydelse
paa hele Livet. Deres Førstand kuude sige Dem det
bedre, end jeg. J vør Alder ere vi i Glædens Land,
eller øgsaa kømme vi der aldrig!"
„De er et lykkeligt Menneske!" ndbrød Ottø øg
saae med sit veentødige Blik srem sør sig. „Deres Barn^
døm var knn Glæde øg Førhaabninger! Hnsk, i hvilken
Eensømhed jeg tilbragte min. Mellem Vestkystens
Sand-klitter glede Dagene eensømt hen; min Bedstefader var
mørk øg opfarende; vør gamle Præst levede knn tilbage
i en Tid, jeg ikke kjendte, øg R øsa lie betragtede Verden
gjennem Veemødighedens Briller. Ett saadan Omgivning
kuude uøk kaste Skygge øver min Livsglæde. Selv i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
