Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Deel - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slags Fata Morgaua. Et Skib, endnu ikke kommet
frem over Horizonten, vifte fig derude, men var vendt
om med hele Takkelagen, Maften ned og Skroget op.
Det kalder man Dødningfkibet, øg naar det sees, er man
vis paa et Uveir og en Stranding. Op ad Formiddagen
begyndte det ogsaa at lnfte, og inden en Time var det
en ordentlig Kuling. Havet brummede ganske artigt! vi
kjørte øp mellem Klitter og Miler, de see ud som Høie
øg Dale ved Vintertid; men her er det ikke Snee, der
smelter, her kommer aldrig et grønt Straa; hist og her
skinner en sort Pæl srem, det er en Stump af et Vrag,
hvis Historie man ikke kjender. Hen paa Eftermiddagen
blev det da en Storm, som den jeg prøvede, da jeg øg
Karlen reed mellem Klitterne. Vi knnde ikke kjøre
læn-gere , øg maatte derfor tage ind i^ en af Bøderne , som
Fiskerne havde reist sig mellem de hvide Miler. Der
bleve vi, og jeg saae en Stranding, jeg glemmer den
aldrig! En Amerikaner laae ikke et Bøsseskud fra Land.
De kappede Masten; sex, syv Mand klyngede sig fast til
den nde i Vandet! O, hvor de gyngede i det sprøitende
Skum! den tog Fart op mod Kysten; tilsidst hang kun
tre Mand ved, den kastedes op paa Land, men Søen,
der gik tilbage, rnllede den med sig, den knuste Arme og
Been paa dem, som klyngede sig fast, knnste dem, som
Orme. Jeg dromte om det slere Nætter. Bølgerne
slyngede Skrøget as Skibet høit øp, hvør man ellers
kjørte, øg børede det ned i Sandet. Da vi senere reiste
samme Vei tilbage, var Før- og Bagstavn borte, man
saae ligesom to stærke Plankeværk, Veien gik derimellem.
Endnu kjører mau tvertigjennem Skroget!"
„Derovre maa jo ethvert poetisk Gemyt blive en
Byron!" sagde Vilhelm. „Paa mine Førældres Gods
have vi ikke uden Jdyller; hele Fyen er en Have. Vi
besøge hiuanden paa Herregaarden^ hvor det gaaer lystigt
til, dandse med Bønderpigerne til Høstgilde, tage paa
Jagt i Skoven, øg fiske paa Jndsøerne. Det eneste Triste,
vi have, er en Liigbegjængelse, øg af romantiske
Charac-terer en lille puklet Spillemand, en klog Kone øg en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
