Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
Frost, værne om Sædens unge Spirer og
varme den kolde Jord.
Og Sneen blev ved at falde, uden Blæst,
lige lodret ned; Fnuggene faldt saa hurtig
efter hverandre, at det saa ud som Masker i
et Næt, der omspændte Himmel og Jord.
Skæret fra alt dette hvide blændede hendes
Øjne, og hun lukkede dem i og lænede
Hovedet op mod Stolens Ryg, medens
Tankerne gik deres egne Veje.
Da hun saa op igjen, var alle Spor
slettede ud. Sneen var hørt op at falde; men
den laa tommehøjt paa Træernes Grene.
Skovens Konturer var viskede ud, alt var
hvidt; det var, som om Markerne
indesluttedes af Bjærge af Sne, ikke af Skove. Søens
Flade var dækket til, alle Mergelgrave og
Fordybninger, alt var jævnet med Sneens
Tæppe og dannede en uafbrudt snehvid
Slette, som hyllet i Lagen og Lin, saa vidt
Øjet rakte.
Langt, langt borte vuggede Havet sig
blaagraat mod Isfladen, der snedækt strakte
sig en halv Mils Vej til Søs; den synkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
